Folkemødets omsætning skal måles

Folkemødet på Bornholm, arkivfoto: Joshua Tree Photography.

TURISME: Sidste uges Folkemøde på Bornholm trak atter 25.000 besøgende til øen – men hvor meget det betyder i samlet omsætning vides ikke, det skal nu undersøges. Statsministeren advarer Bornholm mod at ’presse citronen’.

”Vi havde omkring 25.000 gæster til årets Folkemøde, men vi har ikke noget tal for, hvor meget den samlede omsætning har været for Bornholm. Det vil vi gerne vide, derfor går vi nu sammen med samarbejdspartnere om at få vurderet Folkemødets samlede økonomiske betydning for Bornholm.”

Det sagde direktør for Destination Bornholm, Pernille Kofod Lydolph, søndag til standby.dk

Samlet havde de mange arrangementer under Folkemødet, FM, i år ca. 100.000 besøgende fra starten i torsdags til slutningen i går, søndag.

Men præcist hvor meget de besøgende bruger på transport til og fra samt på Bornholm, hvad de køber af mad, drikke, overnatninger osv., samt hvad arrangørerne f.eks. har af omkostninger til stande, boder osv. – det tal kendes ikke. Men det vil Destination Bornholm og samarbejdspartnere nu prøve at regne sig frem til.

”Folkemødet giver naturligvis øget fokus på Bornholm, øger vores tiltrækningskraft og giver flere genbesøgende. Det er blevet stadig nemmere at komme til Bornholm med skib og fly,” siger Pernille Kofod Lydolph.

Sidste år havde Bornholm ifølge VisitDenmark 852.000 danske og 702.000 udenlandske overnatninger – det betød bl.a. en omsætning på turismekontoen på 1,8 milliarder kr. Ifølge Destination Bornholm er turisme det næststørste erhverv på øen. Ved sidste års FM var der omtrent 38.500 overnatninger, ca. 2.900 arrangementer og over 700 arrangører, oplyser Destination Bornholm.

Fra Lolland til Skagen-image

Også i går sagde Bornholms Kommunaldirektør, Peter Loft, til standby.dk: ”Vi ved ikke præcist, hvor stor omsætningen er på Bornholm i forbindelse med Folkemødet. Men der er mange afledte betydninger, f.eks. har folkemøderne hjulpet Bornholms image. Hvor mange måske før så Bornholm som lidt Lolland-agtigt, er vores image efter besøgene på Bornholm blevet mere a la Skagen.”

Det var 7. år i træk med Folkemødet på Bornholm, koncentreret i havnebyen Allinge. FM holdes hvert år i uge 24.

Travleste dag i Bornholms Lufthavn

Danish Air Transport benyttede starten af FM til at åbne sin nye indenrigsrute mellem Aalborg og Bornholm; den flyves to gange om ugen frem til 17. september. DAT har i forvejen sæsonrute mellem Billund og Bornholm med fire flyvninger om ugen til 2. oktober.

Også Vandflyet, der normalt flyver mellem havnene i København og Aarhus havde i anledning af FM nogle særflyvninger til Bornholms Lufthavn fra København og Aarhus.

Torsdag i sidste uge blev den travleste dag i Bornholm Lufthavns 75-årige historie. I torsdags landede DAT’s fly 31 gange i lufthavnen.

”Det var den travleste dag i lufthavnens historie med 2.500 passagerer,” siger lufthavnschef Christina Dideriksen til TV2 Bornholm. Ud over DAT’s fly var der torsdag bl.a. ni ankomster med privatfly til lufthavnen.

Statsministeren advarer

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har fulgt debatten om Folkemødet – og at prisen på sommerhuse og mad og drikke skrues op år efter år.

I den forbindelse kommer han med appel til Bornholm og Folkemødet: ”Lad være med at presse citronen. Man må tænke sig om,” siger han til Bornholms Tidende og tilføjer: ”Folkemødet hører til på Bornholm, men det skal fungere konkurrencedygtigt. Man skal ikke så det frø, at Folkemødet kunne være andre steder end på Bornholm.”

Folkemødet er etableret for at skabe ramme om møder mellem beslutningstagerne i erhvervslivet, interesseorganisationer og politikere fra Folketinget, EU, kommuner og regioner. FM fungerer som platform med åbne debatter, hvor politikerne møder borgere, erhvervsfolk og organisationer under uformelle former.