ONSDAGS KLUMME: Det er ikke svært at være enig med Berlingske redaktør, som forleden skrev: ”Ryanair kan sagtens leve uden København, men København kan også sagtens leve uden Ryanair.”
Af Ejvind Olesen
Et bredt udsnit af den danske befolkning er notorisk imod, at fagforeninger går aktiv til værks og udøver blokade mod virksomheder, som af en eller anden grund ikke vil tegne overenskomst med sine ansatte. Eller i hvert fald ikke med de mere etablerede fagforeninger. Tænk bare på stegt flæsk og Vejlegården. Det har noget med frihed at gøre og retten til selv at ville bestemme.
I den hede debat mellem fagforeningerne, FPU og HK Luftfart og Ryanair på vej ind i Københavns Lufthavn, kan det komme til at gå hårdt til jo nærmere vi kommer 29. marts for første flyvning.
BT har spurgt om læsernes mening. Om Ryanair skal have lov at flyve fra København, fordi det betyder billige flybilletter, eller det skal være et nej, fordi de behandler deres ansatte dårligt. 8.233 har stemt. 57 stemte nej, og 43 procent ja.
Umiddelbart er det mest alarmerende ved Ryanair, at selskabet er så bedøvende ligeglad med, om slaget skal vindes på dybt unfair konkurrence, og hvor meget det ødelægger undervejs.
Er det måske ulovligt? Nej. ”Nåh, der ser I. Hvis vore ansatte er godt tilfredse, kan I vel også være det.”
Nu er Vejlegården gået fallit efter megen dramatik, men der findes et hav af uorganiserede restauranter og værtshuse i Danmark. Hvorfor må man så ikke spise stegt flæsk uden, at fagforeninger skal blande sig?
Hvorfor må vi ikke flyve vildt billigt, når Ryanair igen og igen har et fedt overskud og leverer varen – og rigtigt billige flybilletter?
Det er relevant at stille den slags spørgsmål, og det er oplagt, at de deler vandene. Man skal ikke forvente, at Ryanair giver sig, og med nogen undren spørger det irske selskab, hvordan har vi i flere år kunnet have et godt rutenet i sin tid i Esbjerg og nu i Billund og Aarhus, uden at de samme fagforeninger har blandet sig?
Det behøver man ikke at være irsk for at undre sig over. Det er selvfølgelig en oplagt svaghed. Fagforeningerne i København er vel en del af hele Danmark, når det kommer til rettigheder om overenskomster.
Ryanair vil til enhver tid vinde i Arbejdsretten, men det kan godt være, de undlader opstarten i København alligevel. De kunne jo bare rykke over broen til Malmø, hvor de kom fra. Der var ingen problemer.
Som min kollega redaktør Jens Chr. Hansen forleden skrev i Berlingske Business: ”Globaliseringen lægger naturligt et generelt pres på priserne. Det er godt for konkurrencen. Det skal bare være under ordnede forhold og med et vist minimum af anstændighed.
Ryanair kan sagtens undvære København, men København lever i så fald også fint uden Ryanair.”