Branslottet. (Foto: Dobre Cezar | Wikipedia | CC BY-SA 3.0 ro)

For mange vil på besøg hos Dracula

Mens flere destinationer i Europa oplever overturisme, søger man i Rumænien at komme udviklingen i forkøbet, hvor Draculas slot får mange besøg. Et EU-støttet initiativ skal gøre turismen mere bæredygtig.

De seneste år har en debat om overturisme verseret i Europa, og den debat har også fundet vej til Rumænien, hvor man ønsker at fordele besøgende, så de ikke klumper sammen i hotspots såsom Branslottet, der som tidligere bolig for fyrsten Vlad “Dracul” Țepeș markedsføres som Draculas slot.

Et EU-støttet initiativ sigter efter at gøre turismen i landet mere bæredygtig. Det er særligt regionen Transsylvanien, hvor Branslottet ligger, som tiltrækker turister, og ved at sprede turisterne ønsker man ikke blot at lette trykket på attraktioner, men også at brede de økonomiske gevinster ud. Det skriver Eturbonews.

For Branslottets vedkommende får man hvert år mere end en million turister, men lokale myndigheder oplever i stigende grad trængsel, miljøforringelse og en faldende livskvalitet for beboerne.

Rejse uden for højsæson og længere ophold i fokus
Tankerne er en del af projektet Tourism in Balance, som er et Interreg Europe-projekt lanceret i 2023 og medfinansieret af EU.

Formålet er at forbinde byer og regioner, der allerede oplever overturisme – såsom Rom, Amsterdam, Sevilla, Krakow og Tallinn – med nye destinationer som Brașov i Rumænien.

Idéen er grundlæggende, at turismen skal styres i stedet for at maksimeres. Det skal ud over geografisk spredning også ske igennem fremmelsen af rejser uden for højsæsonen, ved at opfordre til længere ophold i stedet for korte, intensive besøg og ved at flytte turismens gevinster til landdistrikter og mindre kendte områder.

Flere tendenser spiller ind
Rumænien lægger fokus på den mere bæredygtige turisme, fordi den internationale interesse er vokset markant, og fordi lavprisflyselskaber, eksponering på sociale medier og stigende efterspørgsel på autentiske oplevelser efter pandemien har sendt besøgstallet i vejret.

Man ønsker med andre ord at komme udviklingen i forkøbet, så man ikke ender som overbelastede byer andre steder i Europa.

EU’s Green Deal betyder også, at langsigtede strategier skal tage hensyn til klima, kulturarvsbeskyttelse og inkluderende vækst. I Rumænien mener man også, at landsbyer med sine naturskønne landskaber og gastronomi vil kunne fange udenlandske turisters interesse.

I Brasov-regionen vil man således opfordre turister til at dele hjemmelavede måltider med lokale familier, spise mad produceret af lokale råvarer og opleve det traditionelle liv på landet.

 

Relaterede artikler:

Turistdirektør undrer sig over påstande fra forsker

Overturisme: Hæver turistskatten med 900 pct.

Kendt skidestination reducerer antal skiturister