Uanset alder skal alle skiløbere, snowboardere osv. bruge hjelm i Italien. Det er lovpligtigt, men det er flertallet af danske skiturister ikke klar over, viser medlemsundersøgelse hos LB Forsikring.
Siden november sidste år har det været lovpligtigt for skiløbere, snowboardere og folk på kælk at bære hjelm på italienske pister – uanset alder. Overtræder man reglerne, kan det koste bøder op til 1.500 kroner og inddragelse af liftkortet.
Det skriver LB Forsikring i en pressemeddelelse. LB (Lærerstandens Brandforsikring) har spurgt sit medlemspanel, om de er bekendt med de nye krav. 81 procent svarer, at de ikke kendte til de nye regler.
Josephine B. Lorentzen, udviklingschef i LB Forsikring, siger i pressemeddelelsen: ”Det er vigtigt at huske hjelmen, så man forebygger hovedskader, hvis man skulle være uheldig. Med de nye regler risikerer man derudover både at få en bøde og at få inddraget sit liftkort af de italienske myndigheder.”
Hjelmkravet er den nyeste stramning af sikkerhedsreglerne på de italienske pister. Tilbage i 2022 blev det obligatorisk for alle skiløbere at have en ansvarsforsikring, derfor skal man også huske, at man skal kunne dokumentere at have en ansvarsforsikring, står der i pressemeddelelsen.
Gode råd fra LB Forsikring til skiferien:
Løb altid med hjelm og brug eventuelt rygskjold, særligt off piste eller i snowpark.
Skiløb og alkohol er et dårligt miks.
Husk dokumentation for ansvarsforsikring på skiferien i Italien.
LB Forsikrings medlemsundersøgelse er foretaget sidste måned i LB Forsikrings medlemspanel, 1.773 medlemmer, alle over 18 år, deltog i undersøgelsen.
LB Forsikring oplyser i pressemeddelelsen, at man er Danmarks største medlemsejede forsikringsfællesskab på privatmarkedet med over 470.000 medlemmer fordelt i Lærerstandens Brandforsikring, Bauta Forsikring og Runa Forsikring.
Relaterede artikler:
Hver fjerde dansker på skiferie uden rejseforsikring

STANDBY.DK Nyt om rejser


