Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har samlet områder, hvor forbrugerne kan klage over mistet bagage, feriebolig, billeje og togrejsen. Tjek også gyldighed af blå EU-sygesikringskort, lyder det.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har på sin hjemmeside Forbrug.dk samlet en række råd omkring forbrugernes rettigheder, og hvad de skal gøre, hvis uheldet er ude i forbindelse med ferien.
Er bagagen ikke kommet med til lufthavnen, hvor udrejsen slutter? I dette tilfælde, skriver Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, er flyselskabet ansvarlig, hvis bagage bliver forsinket eller skadet i forbindelse med flyrejsen. Men det er en forudsætning for at få erstatning, at man har klaget i lufthavnen ved sin ankomst, understreges det.
Og når man ankommer til for eksempel den lejede feriebolig, skal man som lejer tjekke, at boligen lever op til, hvad der blev lovet i annoncen og klage hurtigst muligt, hvis det ikke er tilfældet.
Udlejeren skal have en chance for at udrede problemet. Kontakt altid udlejeren skriftligt, så klagen kan dokumenteres, hedder det.
Klager meget over billeje i udlandet
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skriver også i sin pressemeddelelse, at billeje i udlandet er noget af det, forbrugerne klager mest over. Der er mange betingelser, men læs vilkårene grundigt, før man lejer bilen. Læs også kontrakten grundigt, når man henter bilen, og hold øje med, hvad biludlejeren hæver fra ens konto, når man er kommet hjem, hedder det.
Når det gælder en anden transportform, toget, skal man som forbruger vide, at man i EU’s dækningsområde har en række grundlæggende EU-rettigheder. Er toget for eksempel mere end 60 minutter forsinket, kan man vælge at få sine penge tilbage eller få rejsen omlagt til en tilsvarende bus- eller togrejse, skriver styrelsen.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen nævner ikke det fornuftige i, at have eller købe en privat rejseforsikring – men skriver blandt andet: ”Tjek om det blå EU-sygesikringskort stadig er gyldigt.”
Videre hedder det: Hvis man kommer til skade eller bliver syg på sin rejse i et EU-land samt i Norge, Liechtenstein eller Schweiz, er det godt at have sit blå sygesikringskort. Det blå kort viser, at man er dækket på samme vilkår som borgerne i det land, man besøger (Det Blå Kort dækker ikke hjemtransport til Danmark) – er kortet udløbet, skal et nyt bestilles på borger.dk, det tager op til tre uger at få et nyt.
Se mere om de forskellige emner på Forbrug.dk
Relaterede artikler:
Alarmcentral måtte hjælpe danske 7.000 turister