Fortsat solid vækst for CPH

Stigningen i marts var 7,2% i forhold til samme måned sidste år og for år-til-dato er passagertallet steget med 6,4 procent.

De 1.904.759 passagerer i marts er månedsrekord for 12. måned i træk. Det er fortsat udenrigs- og transfertrafikken, der trækker væksten.

”Transfertrafikken stiger ikke mindst takket være Blue1’s satsning på Københavns Lufthavn som knudepunkt frem for Helsingfors, ligesom antallet af internationale passagerer stiger støt. Den fortsatte vækst betyder, at vi er et af de hubs i Europa, der er vokset mest i årets første måneder,” siger Carsten Nørland, salgs- og markedsdirektør, Københavns Lufthavn.

I årets to første måneder voksede Københavns hurtigere end Frankfurt, London, Paris, Zürich, München og Berlin, mens Amsterdam havde en højere vækst end CPH. Trods det stigende passagertal faldt antallet af starter og landinger med 1,3%, hvilket skyldes bedre load factor og større fly.

London, Oslo og Stockholm er fortsat de største destinationer ud af København, og eneste forskel i Top er, at Berlin har fortrængt Zürich fra listen.

Skrevet af Flemming Juul