102.834 passagerer benyttede udenrigsruterne, svarende til en fremgang på 3,1%. Fremgangen skyldes primært, at stort set alle ruteflyselskaber har øget belægningen på deres fly til/fra Billund markant i forhold til november sidste år. Cimber Sterling har fortsat sine sommerruter til Dublin og Prag, hvilket ligeledes bidrager til væksten.
Top 5 listen for udenrigsruterne ser således ud: 1. Amsterdam, 2. London, 3. Frankfurt, 4. Oslo og 5. Malaga.
Der er grund til optimisme for det nye år. Tidligere på efteråret offentliggjorde Icelandair planer om at åbne en rute med tre ugentlige afgange fra Billund til Keflavik. Lufthansa øger antallet af daglige afgange mellem Billund og Frankfurt fra tre til fire. Senest har Air France offentliggjort, at selskabet fra 27. marts åbner med tre daglige afgange fra Paris Charles de Gaulle til Billund Lufthavn.
I november var der også fremgang for chartertrafikken. I alt 45.219 passagerer rejste med charterfly, hvilket er en fremgang på 6,2%. I den kommende vinter er det Spanien og Egypten, der får flest chartergæster fra Billund.
Top 5 over charterdestinationerne ser således ud: 1. Las Palmas, 2. Tenerife, 3. Hurghada, 4. Sharm el Sheik og 5. Antalya.
Ligesom på ruteflyene er belægningen på charterflyene steget betragteligt, hvilket er den primære årsag til den pæne fremgang.
Også indenrigstrafikken har fortsat væksten med en stigning på 19,3% i forhold til sidste år. I alt har 12.302 passagerer benyttet sig af fly til København, hvilket svarer til 7,6% af lufthavnens samlede trafik.