Fyringer skyldes ikke rejsebureaukonkurs

Billetkontoret tabte over en million kr. på rejsebureauet Travelonlines krak sidste måned. Billetkontoret har netop fyret mindst tre ansatte. Men Billetkontorets adm. direktør, Jesper Schou, afviser at fyringerne skyldes konkursen i Travelonline.

 

”Vi har opsagt tre medarbejdere, så vi nu er 38. Generelt går det dog bedre i øjeblikket,” sagde Jesper Schou i går, torsdag, til Take Off.

 

Konkursen sidste måned hos Travelonline.dk kostede Billetkontoret, Danmarks største turoperatør, over en million kr. Hvordan Travelonlines konkurs kunne koste Billetkontoret så meget, er endnu ikke kommet frem.
 
Travelonline havde ”formidlingsaftale” med Billetkontoret. Ifølge den var Billetkontoret teknisk arrangør af Travelonlines rejser. Det drejer sig ifølge nu krakkede Travelonlines stifter, Lars Milbæk, om ca. 50 rejsende. ”Det er frygtelig ærgerligt for Billetkontoret,” sagde Lars Milbæk sidste måned til Take Off.
 
Billetkontorets direktør, Jesper Schou, sagde sidste måned ved Travelonlines konkurs til Take Off: ”Travelonline giver os et tab på den forkerte side af en million kr. Det er kritisabelt, at Travelonline tog forudbetaling for rejser tæt mod lukningen og også højere forudbetaling, end normalt i rejsebranchen. Om der kan gøres krav gældende mod Travelonlines tidligere ejer må tiden vise.”

Skrevet af Henrik Baumgarten