Generationsskifte hos Unitas Rejser

Efter over 26 år i Unitas Rejser overdrager adm. direktør Knud Erik Bjerre ansvaret til Morten Lysdal Damgaard (foto) fra 1. januar.

Morten Lysdal Damgaard begyndte som økonomi- og personalechef hos Unitas Rejser 1. juni 2010. Morten er cand.merc.aud. fra Handelshøjskolen i Aarhus, og kom fra en stilling som manager hos PricewaterhouseCoopers.

Unitas Rejsers bestyrelsesformand Ivar Brændgaard, der til daglig er direktør for TV Midt Vest, siger i en pressemeddelelse:
 
”Med Morten Lysdal Damgaard til direktør for Unitas Rejser er der sat gang i et planlagt generationsskifte. Morten viste hurtigt efter sin ansættelse, at han havde evnerne og overblikket til at overtage lederskabet. Han har ballasten med, da han er opvokset i KFUM og KFUK, og har rod i det kirkelige bagland. Han har stor indsigt i økonomi og IT, men han har først og fremmest lysten og viljen til at påtage sig opgaven at føre Unitas Rejser videre i de spor, der er blevet lagt gennem mange år. I det kommende år vil han blive støttet af Knud Erik Bjerre.”

Unitas Rejser blev grundlagt af KFUM og KFUK i Danmark i 1948 og beskæftiger i dag 17 medarbejdere; omsætningen var sidste år ca. 80 mio. kr. og der var et overskud på 2,2 mio. kr.

Bureauet har specialiseret sig i grupperejser til foreninger, skoler og sogne. Unitas Rejser er endvidere eneagent i Danmark for Raptim, der tilbyder flypriser til kirkelige- og humanitære organisationer.
I forbindelse med overdragelse vil der blive afholdt reception i januar.

Knud Erik Bjerre har i sine år hos Unitas Rejser haft forskellige titler, bl.a. bureauchef, inden han blev adm. direktør.

Skrevet af