Genoprettet sø bliver turistattraktion

Afvandingen af søen startede sidst i 1800-tallet og tog fart i starten af 1900-tallet. Indtil da havde området vrimlet med sjældne fugle som brushane og sortterne, og sommerfuglen svalehalen havde sit sidste danske levested her. Danmarks Naturfredningsforening har siden 1941 kaldt afvandingen for danmarksrekord i naturødelæggelse, skriver politiken.dk.

”Til oktober vil ca 915 hektarer igen stå under vand når tre pumpestationer er lukket, digerne omkring søen er fjernet og afvandingskanalerne er fyldt op”, fortæller kultur- og naturformidler Merete Vigen Hansen fra Nymindegab Museum. ”Det samlede naturareal bliver 2.326 hektarer, når man medregner de arealer, hvor kronvildt og gæs kan søge føde. I den nye Filsø bliver der rævesikre småøer og holme, hvor fuglene kan yngle”.

 

Dansk Ornitologisk Forening glæder sig over genopretningen:
”Flere fuglearter kan vende tilbage og yngle efter 70 års fravær. Det gælder truede arter som hedehøg, tinksmed og plettet rørvagtel. Også kobbersneppe, sortternen og brushane vil få bedre levevilkår”, sagde DOF’s daværende formand, Christian Hjorth, da Aage V. Jensen Naturfonden købte området.

I træktiderne ventes flokke af kortnæbbede gæs, grågæs, hjejler og svaner til området.

Skrevet af Flemming Juul