Genvalg hos rejsejournalister

Danske Rejsejournalister rejser videre med samme bestyrelse – det stod klart efter generalforsamling i går på Marriott Copenhagen Hotel.
De bestyrelsesmedlemmer, der var på valg, ville gerne fortsætte – og eftersom der ikke var modkandidater, kom der ingen udskiftning.

 

Bestyrelsen består dermed fortsat af formand Anne-Vibeke Isaksen, rejseredaktør dk4 og RejseAvisen.dk, Peter Fredberg, B.T., Lissen Jacobsen, freelance, Lars Johansen, Berlingske Media, Aage Krogsdam, freelance, Flemming Larsen, Vejle Amts Folkeblad, og Anne Orholt, Stand By/Take Off.

 

Foreningen har i alt 180 medlemmer – fordelt på A, B og C-medlemmer.

 

På generalforsamlingen kom et medlemsforslag om en ny pris – til minde om en af Danmarks første og mest kendte ”rejsejournalister,” H. C. Andersen. Det forslag overvejes nu i bestyrelsen.

 

I forvejen uddeler den aktive forening Europæiskes Rejsepris ved åbningen af feriemessen i Bella Center – den gik i år til Gislev Rejser; på åbningen af Ferie for Alle-messen i Herning uddelte foreningen i fredags Havfrue-prisen – i år til den adm. direktør for Messecenter Herning, Georg Sørensen, samt prisen Årets Rejsejournalist, i år Johnni Balslev.

 

I øvrigt blev der også i Bella Center i år uddelt ekstraordinær Ærespris – til Sirpa Hørup, der er i flere år har stået for Turistbureauet for Bruxelles og Flandern; det bureau lukkede desværre med udgangen af sidste måned.

 

Der kan følges med i bl.a. rejsejournalisternes arrangementer på foreningens hjemmeside: rejsejournalisterne.dk

 

Skrevet af Henrik Baumgarten