Gigantflyet gøres helt papirløst

Det er ikke kun de trykte fly-billetter, der er fortid. Emirates har besluttet at afskaffe trykt læsestof ombord på selskabets nye gigantfly, når det starter sin jomfrutur fra Dubai til New York den 1. august. Der vil hverken være trykte magasiner, sikkerhedsfoldere eller toldfri-kataloger i sædernes ryglommer, skriver business.dk.

 

Flyet er til sidste afpudsning i Hamborg inden afleveringen på mandag som det første af Emirates 58 gigantfly. Hvordan det første fly indrettes er fortsat en velbevaret hemmelighed, selv om det svirrer med rygter i branchen.

 

Informationen om det papirløse fly kom fra selskabets topchef Tim Clark i Sunday Times. Alle informationer og artikler lægges ind i flyets elektroniske underholdningsanlæg og kan kaldes frem på TV-skærmene i ryglænet foran. Ved at smide papiret ud, spares et tons pr. A380.

 

Desuden arbejder selskabet sammen med Airbus på at reducere vægten med yderligere fem tons inden 2012 for at øge rækkevidden. Emirates har i dag 115 fly i drift, men har bestilt 245 nye fly af forskellige typer.

Skrevet af Flemming Juul