Der bliver de kommende år brug for millioner af nye medarbejdere i rejsebranchen. Arkivfoto fra hotel i Syditalien: Henrik Baumgarten.

Global turisme skal have 43 millioner flere ansatte

Turismen fortsætter med at skabe flere arbejdspladser verden over. Ifølge ny opgørelse fra World Travel & Tourism Council vil der de næste ti år blive skabt yderligere 43 mio. jobs i rejsebranchen.

World Travel & Tourism Council (WTTC) har netop på sit 25. globale topmøde offentliggjort omfattende rapport om arbejdssituationen i den globale rejse- og turismebranche.

Analysen – Future of the Travel & Tourism Workforce – bygger på gennemgang af 20 økonomier i større lande verden over kombineret med research via topchefer i rejsebranchen.

Rapporten kommer blandt andet frem til, at den internationale rejse- og turismebranche sidste år skabte beskæftigelse til 357 millioner mennesker verden over. Og efterspørgslen efter nye medarbejdere er ved at overhale udbuddet.

For eksempel vil hospitality-branchen, herunder hoteller, skulle bruge 8,6 millioner nye medarbejdere på verdensplan de næste ti år, lyder det fra WTTC. Der peges blandt andet på, at mange arbejdsområder, der måske ikke kræver den store uddannelse, ikke bare kan eksporteres til andre lande, da det er arbejdsopgaver der fysisk skal udføres på for eksempel hotellet.

Arbejdsstyrken formindskes – mens antal nye job stiger
Generelt i hele rejse- og turismebranchen vil der det kommende ti-år blive brug for 17 millioner nye arbejdstagere i Kina, 11 millioner i Indien og 6,4 millioner i EU-landene, fremgår det af tallene fra WTTC.

Samtidig vil mange lande blive udfordret i nedgang i arbejdsstyrken med mindre årgange på arbejdsmarkedet. Det gælder for eksempel Japan, hvor arbejdsstyrken står til at falde 29 procent, fulgt af Grækenland med 27 procent og Tyskland med 26 pct.

”Rejse- og turismebranchen vil fortsat være en af verdens største jobskabere,” siger Gloria Guevara, WTTC’s fungerende koncernchef.

Rapporten fra WTTC understreger også, at turisme- og rejsebranchen skal sætte øget fokus på at tiltrække yngre medarbejdere. De skal se de mange karrieremuligheder i branchen ligesom der skal være stærkere forbindelser mellem uddannelsesintuitioner og turismebranchen. Ligeledes skal der være fokus på større bevægelighed mellem landene, så det bliver nemmere at rejse mellem landene for at søge arbejde.

 

Relaterede artikler:

Arp-Hansen-hotel kåret af fagforening som årets arbejdsplads

80.000 ledige hoteljobs i USA

WTTC: Tyskland har kurs mod ny turistrekord