I kraft af flere åbninger mellem landene og øget efterspørgsel på flybilletter kommer der også flere passagerer. Arkivfoto fra Københavns Lufthavn: Henrik Baumgarten.

Globalt erhvervsbureau ser stor vækst i rejseaktivitet

Antallet af forretningsrejsende i navnlig Europa blev fordoblet fra årets første til det andet kvartal, viser data fra globale FCM Travel. Bookingerne kommer ikke mere helt tæt på afgang.

Antallet af erhvervsrejsende i EMEA – Europa, Mellemøsten og Afrika – blev næsten fordoblet i årets andet kvartal i forhold til første kvartal af i år. Det oplyser det globale erhvervsrejsebureau FCM Travel med henvisning til egne salgstal.

Data for FCM i EMEA-regionen viser således, at der i årets andet kvartal, april-juni, blev solgt 93 procent flere forretningsrejser sammenlignet med årets første kvartal. Hovedparten af rejserne foregik indenfor Europa, oplyser FCM og henviser blandt andet til stadig flere genåbnede grænser, lempede rejsevejledninger og stadig flere færdigvaccinerede.

Tal fra FCM Travel viser også, at der i EMEA-regionen blev udbudt 53 millioner flere flysæder i årets andet kvartal sammenlignet med de første tre måneder af i år som følge af, at flyselskaberne genstarter flere ruter eller øger kapaciteten på eksisterende på grund af stigende efterspørgsel.

Stigende efterspørgsel giver også højere billetpriser
FCM Travel oplyser også, at den stigende efterspørgsel på flybilletter har påvirket den gennemsnitlige pris på flybilletter. Disse steg ifølge FCM således 32 procent fra årets første til andet kvartal.

Ligeledes noterer FCM, at det stigende antal bookinger af flybilletter som en logisk konsekvens også medfører voksende efterspørgsel på hotelovernatninger. Som eksempel nævner FCM i sin sammenfatning af forskellene mellem årets to første kvartaler, at hotelbookinger på det engelske marked nu er oppe på 65 procent i forhold til de blot ti procent tilbage i januar i år. Omvendt kan de rejsende glæde sig over, at prisen på hotelværelser stadig er under niveauet fra før coronakrisen. Ifølge FCM koster det gennemsnitlige hotelværelse i London nu 34 procent mindre end før krisen.

Forhåndsbookingerne hos FCM for næste måned og videre gennem efteråret er nu kun fem procent mindre end samme tid i 2019, året før coronakrisen, oplyser erhvervsrejsebureauet.

Ligeledes kommer der flere bookinger med længere tidshorisont. I årets første kvartal kom 85 procent af bookingerne syv dage før afrejse, det tal faldt i årets andet kvartal til 20 procent, oplyser FCM.

Relaterede artikler:

Flere virksomheder med bæredygtige rejseprogrammer

Lufthansa-selskab indfører vaccinationskrav

Dansker i bestyrelsen i global rejsebrancheforening