Gouda Rejseforsikring har grelle eksempler på høje lægeregninger i blandt andet Egypten. Wikipedia-foto: Svetlana Grechkina.

Gouda: Mange vil have bid af kagen fra syge turister

Gouda Rejseforsikring vil helst selv henvise kunder i udlandet til behandlingssted. “Man kan ryge ind i et netværk af hoteller, ambulancer og hospitaler, der alle vil have en bid af kagen,” lyder det.

En ferie i Egypten endte med en regning på over 100.000 kroner, da en feriegæst med dårlig mave opsøgte en privat hotelklinik. Og det er langt fra det eneste tilfælde hos Gouda Rejseforsikring, der i en pressemeddelelse opfordrer til at man som ferierejsende er opmærksom, hvis man bliver syg på ferien.

Hvert år bliver en lang række feriegæster syge på ferien, og opsøger en lokal læge eller klinik for at blive behandlet. Men her, advarer Gouda, risikerer man at blive præsenteret for en voldsom regning efter endt behandling for noget, der ofte hverken er særlig omfattende eller tidskrævende.

Og den rejsende hænger selv på regningen, fortæller Louise Hertzum Andersen, chef for forretningsudvikling i Gouda Rejseforsikring. Hun siger i pressemeddelelsen:

”Vi ser kunder der ender i kløerne på læger og klinikker, der præsenterer dem for uforholdsmæssigt store regninger efter mindre behandlinger, og som ofte afkræver pengene på stedet. I stedet bør man altid blive henvist til en klinik af sin rejseforsikring, så man er garanteret en god behandling og at man får dækket udgifterne.”

Især problem i Tyrkiet, Egypten og Kanarieøerne
Louise Hertzum Andersen ser især problemet i Tyrkiet og Egypten, mens også på andre på andre populære destinationer for danskere som De Kanariske Øer.

Hun henviser til et eksempel tidligere i år for en turist i Egypten, med dårlig mave og opkast der henvendte sig på en døgnåben klinik på sit hotel. Han endte med at skulle betale 14.500 euro, over 108.000 kroner, for behandlingen med sit kreditkort.

Gennem forhandlinger med klinikken, lykkedes det rejseforsikringsselskabet at få skåret 1.000 euro af den samlede regning. Mens langt størstedelen af regningen endte altså hos den rejsende.

Det hele kunne være undgået, siger Gouda, hvis vedkommende havde kontaktet sin rejseforsikring inden, der blev taget kontakt til klinikken. ”En af årsagerne til de store regninger skal findes i, at man ryger ind i netværk af mennesker, der alle vil have en bid af kagen. Lige fra hoteller til læger, ambulanceservices, klinikker og hospitaler,” siger Louise Hertzum Andersen og tilføjer:

”Som udbyder af rejseforsikringer har Gouda et netværk af klinikker, vi står inde for, og vi ved, man kan stole på. Derfor er det vigtigt, at man holder ud i den korte tid, det tager for os at skaffe en tid på en god klinik, så man ikke skal overbetale for sin behandling.”

 

Relaterede artikler:

Gouda betaler millioner for annullerede pakkerejser

Borgerservice har ønske til vennerne i rejsebranchen

Glemmer hurtigt: Tyrkiet bookes næsten som før