Græs skal forhindre birdstrikes

Selv om antallet af birdstrikes i Københavns Lufthavne i 2010 har været historisk lavt – det officielle tal ligger på 66 – sætter man nu hårdt ind for at begrænse de frygtede sammenstød yderligere, fordi bl.a. antallet af gæs i og omkring lufthavnens arealer er stigende.

 

Lufthavnen vil i løbet af de kommende otte år erstatte græsbevoksningen overalt på lufthavnens areal med særlige svampeinficerede græsarter, der bl.a. skal holde insekter, gnavere og fugle væk.

 

Der er tale om græsarterne stransvingel og rajgræs, græssorter, der indeholder en høj koncentration af endofytter (svampe), der gør dem uegnede som føde for dyr som fugle, mus og regnorme mv.

 

I 2008 var der 79 sammenstød mellem fugle og fly i CPH, men sidste år steg antallet til 137. Det lave antal birdstrikes i 2010 forklares delvist af en hård vinter 2009/2010, der bl.a. udryddede en stor del af gnaverne på området.

 

I New Zealand benyttes det særlige græs allerede på lufthavnsarealer som hjælp for flysikkerheden, og København bliver dermed det andet land i verden til at benytte det særlige græs.

 

"Og nej, der er ingen risiko for, at det endofytholdige græs breder sig til omgivelserne," hedder det fra lufthavnens biolog ifølge rejseliv.dk

 

Skrevet af redaktionen