Den danske Discover America-komite inviterer blandt andet rejsebureauer og leverandører til rejsebranchen til den årlige kæmpe fagmesse i USA for rejsebranchen, International Pow Wow. Arkivfoto fra en tidligere IPW: Henrik Baumgarten.

Gratis for rejsebureauer at være i Discover America

Det skal nu være gratis for danske rejsebureauer at være medlem af Discover America, der holder flere årlige USA-arrangementer og blandt andet inviterer til fagmessen International Pow Wow.

Med det gratis medlemskab i af den danske Discover America-komite sparer rejsebureauerne den hidtidige udgift på årligt 2.000 kroner.

Det oplyste komiteens direktør, Karin Gert Nielsen, under sidste uges generalforsamling, der blev holdt på Axel Guldsmeden Hotel i København.

Komiteens indtægter kommer navnlig fra det store årlige USA Travel Show, der i år holdes 2. marts på Radisson Blu Scandinavia Hotel i København. Det bliver i år for 9. gang – og eventen har nu sin egen hjemmeside, usatravelshow.dk

Der er også indtægter fra leverandører til rejsebranchen, for eksempel flyselskaber, ligesom amerikanske destinationer ligeledes betaler for deres medlemskab.

”Men de, der sælger rejserne til USA, altså rejsebureauerne, skal ikke betale for at være medlem af Discover America-komiteen – vores indtægter skal kun komme fra leverandørerne,” sagde Karin Gert Nielsen til STANDBY.dk i forbindelse med generalforsamlingen.

Klik for stort format. Hovedparten af bestyrelsen for den danske Discover America-komite fotograferet sidste uge ved generalforsamlingen. Forrest fra venstre: Sigridur ”Sigga” Hellen Sveinsdóttir, Icelandair, Karin Gert Nielsen fra Atlantic Link og Charlotte Lindholm fra Profil Rejser. Bagest i samme rækkefølge Christian Willumsen fra USA Rejser, Jens Vestergaard, KLM, Air France og Delta Air Lines, Jesper Ewald, FDM Travel, Michael Jensen fra Pacific Tours og Frank Nordbjerg Olesen fra Norwegian. Foto: Henrik Baumgarten.

Ny SAS-repræsentant i bestyrelsen
Ved generalforsamlingen hos Discover America var der genvalg til de bestyrelsesmedlemmer, der var på valg.

Der kom dog et nyt medlem af bestyrelsen. SAS’ salgsdirektør i Danmark, Michael Hansen, stoppede sidste år, da han skiftede til tilsvarende job hos danske Comwell Hotels.

Hans afløser hos SAS i Danmark, Mette Krath, blev i stedet valgt som nyt medlem af bestyrelsen hos Discover America.

Mange årlige aktiviteter
Under generalforsamlingen gennemgik Karin Gert Nielsen også nogle af de arrangementer, den danske Discover America-komite helt eller delvist var involveret i sidste år.

Disse omfattede blandt andet USA-området under Ferie for Alle i Messecenter Herning samt USA’s store fagmesse for rejsebranchen, International Pow Wow. Indbydelserne til de danske deltagere til IPW, der i år holdes i Las Vegas fra 30. maj til 3. juni, kommer fra Discover America-komiteen. Sidste år deltog 20 danske rejsebureauer og pressefolk i IPW, det klart største nordiske kontingent.

Der var sidste efterår premiere i London på et nyt årligt tiltag for at styrke rejsebureauers kendskab og kontaktflade til de amerikanske turisme-leverandører, ”Brand USA Travel Week Europe.” Dette nye mini-pow wow skal på skift holdes i store europæiske byer, og den danske USA-komite håber at kunne trække showet til København. Discover America havde inviteret 10 danske rejsearrangører af USA-rejser til sammenkomsten i London.

Thanksgiving blev også sidste efterår markeret af den danske Discover America-komite med en sammenkomst for rejsebranchen på Hard Rock Café i København.

17.000 færre danske ankomster i USA sidste år
Der var sidste år 1,3 millioner ankomster til USA fra Norden plus de tre baltiske lande – det var 6,5 procent færre i forhold til 2018, eller over 100.000.

Det viser de netop offentliggjorte officielle tal fra de amerikanske myndigheder, der blev præsenteret under den danske Discover America-generalforsamling.

Det blev sidste år til 314.000 ankomster fra Danmark, en nedgang på over fem procent i forhold til de 331.000, der rejste til USA i 2018 som turister, erhvervsrejsende, studerende og så videre.

Relaterede artikler:

Større fald i nordiske rejsende til USA

SAS har nu 75 pct. af sin langrutetrafik i København

Får sit job tilbage som salgschef i SAS