Sandra Plesner Weinert, medejer af og administrerende direktør for Guldsmeden Hotels, modtager Green Key-certificeringen af HORESTA’s administrerende direktør, Pia E. Voss. Foto: HORESTA.

Green Key runder 200 overnatningsvirksomheder

HORESTA, der har sekretariatet for de fem Green Key-miljømærker, uddeler certificering nummer 200 til danske overnatningsvirksomheder. Den gik til det nyeste Guldsmed-hotel, Bryggen i København.

Bæredygtighed er blandt hotelerhvervets vigtigste fokusområder. Det mærker man også hos HORESTA, der har sekretariatet for turismens miljømærke, Green Key, i Danmark.

HORESTA har netop Green Key-certificeret turistvirksomhed nummer 200 blandt danske overnatningsvirksomheder; miljømærkeordningen til turismebranchen vokser cirka 10 procent om året, skriver HORESTA i en pressemeddelelse. De 200 Green Key-certificerede overnatningsvirksomheder er 170 hoteller, 14 konferencesteder, otte feriecentre og otte vandrehjem.

Titlen som Green Key-virksomhed nummer 200 i Danmark blev Guldsmeden Hotels nyeste hotel på Islands Brygge i København, Bryggen Guldsmeden. Herfra siger Guldsmeden Hotels chef for bæredygtighed og kommunikation, Kirsten Aggersborg, i den danske kæde af boutiquehoteller:

”Vi har siden 1999 haft fokus på det grønne arbejde. Tidligere er vores øvrige hoteller blevet mærket med Green Key, og derfor er det naturligt, at vores nyeste skud på stammen også bliver det. At vores nyeste hotel, Bryggen Guldsmeden, bliver nummer 200 i Green Key i Danmark fortæller jo, at hele branchen gerne vil bidrage på denne dagsorden.”

Guldsmeden Hotels har fem hoteller i Danmark, alle i København: Axel, Babette, Bryggen, Manon les Suites og 66 Guldsmeden på Vesterbrogade 66. Hertil kommer fem i Berlin, sydfranske Menton (en udlejningsvilla), Oslo, Reykjavik og på Bali.. De øvrige danske Guldsmed-hoteller blev certificeret med Green Key i 2017.

Bæredygtig turisme er en dansk opfindelse
Green Key er opfundet i Danmark af Friluftsrådet og HORESTA. I dag findes Green Key-mærket på over 3.700 virksomheder i mere end 60 lande.

Dermed har den danske branche på mange måder været med til at præge bæredygtighedsdagsordenen i branchen på tværs af landegrænser, oplyses det.

Pia Elisabeth Voss, administrerende direktør i HORESTA, siger i pressemeddelelsen: ”HORESTA og Green Key oplever enorm interesse for rådgivning og certificering på dette område. Det er en bevægelse, der kun vil tage yderligere fart.

For mens udviklingen længe har været drevet af forretningsrejsende samt møde- og konferencearrangører, ser vi nu stadig flere private rejsende, der stiller krav til overnatningsstedernes bæredygtighedsarbejde. På den måde kan de nyde oplevelsen velvidende, at virksomheden har en ansvarlig drift,” siger HORESTA-direktøren.

Flere Green Key-varianter
Green Key har de senere år udviklet søsterordningerne Green Restaurant, Green Sport Facility, Green Tourism Organization, Green Camping og Green Attraction.

De er målrettet restauranter, sportshaller, eventbureauer, destinationsselskaber og attraktioner, da interessen også her er stor for en certificeringsordning, der giver virksomhederne et markedsføringsværktøj til at fortælle om deres gode arbejde, oplyser HORESTA.

 

Relaterede artikler:

Disse 21 danske hoteller fik sidste år Green Key

HORESTA klarer sig foreløbig med tomandsdirektion

Flere nye hoteller på vej til Aarhus