Også Grønland må under coronakrisen kigge langt efter udenlandske turister. Arkivpressefoto fra VisitGreenland.com

Grønland lukker for ikke-vaccinerede besøgende

Fra på tirsdag kan kun færdigvaccinerede rejse ind i Grønland. Fastboende kan stadig vende hjem. Rejserestriktionen gælder for eksempel også danske turister, der skal være færdigvaccineret.

”Der er meget rejseaktivitet i øjeblikket, fordi det er sommer og ferieperiode. Det betyder større risiko for smittespredning på tværs af landet,” sagde Grønlands landsstyreformand, Múte Borup Egede, på et pressemøde torsdag. Det skriver det grønlandske medie Sermitsiaq.

I seneste normale rejseår, 2019, havde Grønland i nærheden af 104.000 turister, hvoraf cirka 46.000 var krydstogtsgæster. Af de 58.000 landbaserede turister, var omkring halvdelen fra Danmark, oplyste Visit Greenland sidste år til STANDBY.DK.

Landsstyreformanden sagde også på pressemødet, at hvis man har nogen form for symptomer, opfordres man kraftigt til ikke at rejse. Det er fortsat muligt at ændre sine billetter hos Air Greenland.

Og på grund af den nylige smittespredning indføres nu yderligere restriktioner for indrejse til Grønland.

Fra på tirsdag vil al indrejse til landet være betinget af, at man er færdigvaccineret. Det gælder dog ikke for fastboende i Grønland, der rejser hjem. Restriktionen gælder foreløbigt frem til 24. august, skriver Sermitsiaq.

Det betyder blandt andet også, at det vil blive påkrævet at være færdigvaccineret eller fremvise negativ coronatest ved brug af offentlige transportmidler og ved offentlige arrangementer, og hvis man vil rejse ud af områderne.

37.000 er ved at blive vaccineret
Landslægen i Grønland påpeger at smitten i Sydgrønland og Nuuk er blevet inddæmmet og i øjeblikket er under kontrol.

”Næsten 37.000 er påbegyndt vaccination i Grønland. Det er positivt, og det har været med til at forhindre yderlig smitte i nogle områder,” siger landslæge Henrik L. Hansen og tilføjer:

”Smitten rammer i første omgang de unge, men hvis vi ikke får den stoppet, vil den også ramme ældre og gravide, derfor er det afgørende at disse grupper også vaccineres.

Relaterede artikler:

Nuuk, Færøerne og Odense på fornem rejseliste

Coronaen gav travlhed i nyt grønlandsk rejsebureau

Visit Greenland klar med sin nye topdirektør