Tunesien, Uruguay og Georgien samt flere dele af Sverige skifter fra orange til gult i de danske rejsevejledninger. ”Vi vil gerne tilbage til Tunesien, men det er for sent i år,” siger stort charterbureau.
Udenrigsministeriet ændrede torsdag sine rejsevejledninger for en række lande. Der blev skiftet fra orange (fraråder alle ikke-nødvendige rejser) til gul (vær ekstra forsigtig) for dele af Tunesien.
Tunesien stod i forvejen på EU’s liste over 15 lande uden for EU- og Schengenområdet, som de enkelte EU-lande hver for sig kan åbne for.
De danske myndigheder vurderer, at der kan åbnes for Tunesien ud fra en sundhedsfaglig vurdering af COVID-19 situationen. Udenrigsministeriet fraråder fortsat alle ikke-nødvendige rejser til en række områder i Tunesien på grund af sikkerhedssituationen.
Tunesien er blandt andet en populær charterdestination. Men der kommer næppe danske charterturister til Middelhavslandet i år.
”Vi vil gerne sende gæster til Tunesien, men det kommer ikke til at ske i år. Vi har i mange år haft gæster i Tunesien og jeg ville være helt tryg ved at sende gæster afsted. Men det er for sent at skubbe Tunesien i gang i år, måske næste år,” siger administrerende direktør for Bravo Tours, Peder Hornshøj, til STANDBY.dk og tilføjer:
”Jeg venter stadig på, at Danmark åbner til Portugal. Men ellers sælger vi meget godt af de rejser, vi har lagt op til Sydeuropa; vi kunne måske godt have sat et par fly mere ind, men det er for sent nu.”
Heller ikke Danmarks største charterrejsebureau, Spies, har planer om Tunesien, siger administrerende direktør, Jan Vendelbo: ”Vi har ikke haft Tunesien i flere år… Til gengæld glæder vi os over, at der er ganske godt gang i salget af sommerens rejser. Det er da et lille positivt tegn midt i coronamørket.”
Åbent, men stadig orange på grund af rejserestriktioner
Ligeledes åbner Danmark i princippet for turistrejser til og fra Georgien mellem blandt andet Rusland og Tyrkiet samt sydamerikanske Uruguay. Men begge lande har dog indrejserestriktioner eller karantænekrav for også danske rejsende. Det betyder, at rejsevejledningerne for de to lande forbliver orange (ikke-nødvendige rejser frarådes)
Den 2. juli åbnede Danmark for turistrejser til og fra Australien, Canada, Japan, New Zealand, Sydkorea og Thailand. De seks lande er dog fortsat orange, da de har indrejserestriktioner eller karantænekrav overfor for eksempel danske statsborgere.
Såfremt et land, som Udenrigsministeriet alene fraråder rejser til på grund af indrejserestriktioner eller karantænekrav, løfter disse, vil rejsevejledningerne for landet blive lempet og ændret til gul, oplyser ministeriet.
Mere åbent til Sverige
Der bliver også mere åbent til naboerne i Sverige. Nu sænkes rejsevejledningen for Sverige med en ændring af sikkerhedsniveauet for regionerne Halland, Kalmar og Värmland, som sænkes fra orange (fraråder alle ikke-nødvendige rejser) til gul (vær ekstra forsigtig)
Det skyldes, at de nævnte svenske regioner sammen med regionerne Blekinge, Kronoberg, Skåne og Västerbotten også opfylder kriterierne for lave smittetal i modellen for rejsevejledninger for EU- og Schengen-landene.
Udenrigsministeriet fraråder fortsat alle ikke-nødvendige rejser (orange) til resten af Sverige (med undtagelse af ophold i egen ødegård eller lignende og transitrejser), fordi resten af Sverige ikke opfylder kriterierne for lave smittetal.
Udenrigsministeriet justerer hver 14. dag sine rejsevejledninger for lande uden for EU/Schengen og UK i overensstemmelse med en model, som blev indført den 2. juli. Et vigtigt element i modellen er EU’s liste over lande, der lever op til fastsatte COVID-19 kriterier for indrejse til EU.
På baggrund af listen vurderer Danmark individuelt, om det vil være muligt at åbne for indrejse fra de enkelte lande.
Relaterede artikler:
Sylter svar om rejsevejledninger