Guide Michelin er ikke Gud

Ejvind Olesen

Ejvind Olesen

WEEKENDKLUMME: Det kører helt af sporet, når en projektchef i VisitDenmark bruger de københavnske stjerner til at håne provinsens restauranter med bemærkninger om halvtarvelig mad. – Naturligvis kommer hver tredje turist fra udlandet ikke på grund af maden.

Af Ejvind Olesen         

Begejstringen ville ingen ende tage i går. Michelin-stjerner dryssede ned over 15 københavnske restauranter. Medierne glemte næsten alt om Ukraine og flyulykke af samme grund. Hurra, vi lever! Verden er ikke gået af lave. Der er fortsat 15 steder i København, hvor man kan få rigtig mad. Til rigtige priser.

Til lykke med det. Medaljen har også en bagside, og den stod vores allesammen VisitDenmark faktisk for. Med en så hånende attitude over for restauranterne uden for København, at det tenderer det pinlige.

Og Jyllands-Posten lagde ikke fingere imellem som hjælpere, hvilket er helt i sin orden, når kilden til historien har en så markant mening, som tyder på, at hun må have spist rundt omkring i landet stort set hver dag hele sidste år.

Avisen lagde for med overskriften: ”Provinsiel frituremad ødelægger Michelin-hyggen.”  Og fortsatte med denne underrubrik: ”Danmark som gastronomisk sværvægter lokker turister til landet, men de klager over falsk varebetegnelse. Provinsrestauranterne ødelægger fortællingen om den gode mad, mener VisitDenmark.”

Det er international projektchef i VisitDenmark, Maria Haugaard Barslund, som i hvert fald ikke bidrager til, at organisationen skal få lettere ved at samle hele landet i en fælles markedsføring.

For det første bruges den analyse, som man før har fået lavet, der fastslår, at hver tredje turist besøger Danmark på grund af maden. Det holder ikke en skøjte. Glem alt om vores natur, danskerne, kulturen, historien. Spis, bare spis.

Maria trækker dog senere i interviewet lidt i land med bemærkningen om, at ”man da ikke præcist ved, hvor mange turister, der kommer til Danmark på grund af maden”.

Alt er ifølge hende såre godt, så længe turisterne er i København, men når de kommer udenfor, går det galt. Derefter fastslår hun: ”Det er vigtigt, at kvaliteten på restauranterne i provisen bliver højnet”, ”Det dur ikke, når provinsrestauranterne serverer kedelig friturestegt mad”, ”Der er for meget friture og halvtarvelig mad, som stadig bliver solgt til en høj pris”.

Hvordan mon de stakler, der bor udenfor det københavnske området overhovedet overlever? Det må de da gøre ved at spise hjemme hver aften. Vi glemmer hurtigt de mange restauranter på Sjælland, Fyn og i Jylland som har fået både fire og fem stjerner af madanmelderne (danske, ikke franske stjerner). Og de mange fortræffelige egnsretter.

Lad os nu komme ned fra Michelin-himlen. Der serveres glimrende mad på en række hoteller og restauranter over hele landet. Der er også steder i såvel København som provinsen, hvor kvaliteten bestemt ikke holder, men ofte er det på grund af en for lav pris, som nærmest er et nødskrig for at overleve.

Men at gøre det til et spørgsmål om København (med bedømmelse) og Provinsen (uden bedømmelse) danner ingen mening.

Det bliver koldere i weekenden. Spis bare noget god dansk mad. Michelin-folkene kommer alligevel ikke på besøg. De fejrer sikkert weekenden på Noma!