Gulf Air får daglige fly til København

Gulf Air åbnede i juli sidste år ruten med fire ugentlige fly mellem København og Bahrain – inden rutestarten sagde selskabet til takeoff.dk, at man forventede daglige flyvninger fra i år. Det kommer til at holde.

 

I lørdags kom den femte ugentlige flyvning og 1. juni kommer endnu to frekvenser på, så der bliver daglig forbindelse mellem København og Bahrain, oplyser Københavns Lufthavn og tilføjer, at de ekstra frekvenser sikrer gode forbindelser både ud og hjem til hele Mellemøsten, Afrika og Asien.
Desuden får ikke mindst Afghanistan, Etiopien, Kenya og Pakistan væsentligt nemmere forbindelser med de ekstra afgange. Bahrain er et af Mellemøstens største finansielle centre og ligeledes porten til det østlige Saudi-Arabien.

 

De daglige flyvninger fra juni betjenes fortsat med Boeing 737-700 BBJ med plads til 94 passagerer, men 1. oktober, oplyser CPHTraveller.dk, opgraderes alle flyvninger til Airbus A320 (foto), der har plads til 136 passager. På Gulf Airs egne A320’ere er der 16 sæder på business class og 120 på økonomiklasse. Altså over 40 pct. flere sæder på den større A320.

 

Gulf Air har den seneste tid bebudet lukning af seks destinationer: Athen, Damaskus, Entebbe, Geneve, Kuala Lumpur og Milano.

Skrevet af Henrik Baumgarten