Spanien er igen i år en af briternes rejsefavoritter. Her er det fra Alcudia på Mallorca. Wikipediafoto: Fredrik Weslien.

Halvdelen af briterne skal på udlandsferie

Trods stigende ferieomkostninger, men delvist hjulpet af en stærkere kurs på pundet, forventer halvdelen af briterne i år at rejse på udlandsferie. I Europa er det navnlig til middelhavslandene.

Halvdelen af de knap 70 millioner borgere i Storbritannien (England, Nordirland, Skotland og Wales) skal i år på ferierejse til udlandet. I den yngre aldersgruppe, 16-34 år, er tallet oppe på 58 procent.

Tre ud af fem briter har allerede booket deres primære udlandsrejse, mens næsten hver fjerde afventer i håb om at få en billigere rejse tættere på afgang. Det viser research i en analyse fra Post Office Travel Money, skriver Travel Weekly. 

I undersøgelsen oplyser omkring halvdelen af briterne, at de ikke har kontanter til at finansiere ferien, men vil hente midler fra deres opsparing. Hver fjerde vil skaffe pengene ved at spare på andre investeringer, for eksempel køb af ny bil eller opgradering af deres bolig.

89 procent af de britiske børnefamilier siger i analysen, at udgifter til mad og drikke på rejsemålet er med til af afgøre, hvilken destination, rejsen går til.

Priserne på rejsemål stiger og falder
Ifølge analysen fra Post Office Travel Money er priserne på mad og drikke faldet i forhold til sidste år på 25 ud af 40 undersøgte eftertragtede rejsemål i og udenfor Europa.

Dette er blandt andet hjulpet af en stigende vekselkurs på det engelske pund. Briterne i undersøgelsen betragter Spanien som et rejsemål med mest værdi for pengene, men de gennemsnitlige spanske priser er dog steget over ni procent sammenholdt med sidste år, oplyses det.

Mere værdi for pengene på rejsemålet i form af mindre prisstigninger, er i år sammenlignet med sidste år sket på den portugisiske Algarve-kyst, hvor gennemsnitspriserne angiveligt i snit kun er steget med lidt over én procent – fulgt af Marmaris i Tyrkiet og Sunny Beach i Bulgarien. Lokalpriserne i tyrkiske Marmaris er dog steget markant i forhold til sidste år; det skyldes den stadig svagere tyrkiske lira – hér hjælpes briterne dog af den stærkere kurs på det engelske pund.

I analysen skriver Post Office Travel Money blandt andet, at briterne navnlig får mere for pengene i en række lande, der ikke bruger euroen – det skyldes, at det engelske pund ikke er blevet mere stærkere i forhold til euroen.

 

Relaterede artikler:

Ny tendens: Interessen for dubletdestinationer stiger

Grækenland: Flere turister end før pandemien

Danskernes rejsevaner påvirkes uens af økonomien