Heavyrock på Oslobåden

På DFDS’ afgang fra København 26. oktober bliver støjniveauet lidt højere end normalt. Her stævner Copenhell MetalCruise ud med 250 koncertgæster, der skal opleve seks bands ombord.

Med sit MetalCruise kobler DFDS sig på heavyrock-festivalen Copenhell og gør klar til alt fra headbanging, stagediving og ustyrlige guitarriffs.

I år vil der være seks metalbands og mere end 250 metalfans på skibet den 26. oktober på ruten mellem København og Oslo samt på returrejsen den 27. oktober.

På scenen på skibet kan gæsterne opleve metalbands fra Danmark, Norge og Sverige som Trollfest, Helhorse, Artillery og Bokassa. Arrangørerne lover metalquiz, musik og fest til langt ud på natten. Det er anden gang, Copenhell MetalCruise sejler på Oslobåden, og dette års MetalCruise måtte melde udsolgt efter få dage.

”Som om det ikke var nok med de cirka 35 tons, som skibet, der primært består af metal, vejer, så lægger vi altså efter sidste års succes med MetalCruise endnu engang skib til et sejlende samarbejde med Copenhell og dedikerede metalfans,” siger Brian Thorsted Hansen, chef for passagerdivisionen hos DFDS Seaways, og tilføjer:

”Det var en fest sidste gang, og det bliver det helt sikkert igen. Mange deltagere fra sidste år har glædet sig til at være med igen.”

DFDS har ikke været i tvivl om, at sidste års succes med med Copenhell skulle gentages, siger Brian Thorsted Hansen:

”Oslobåden er for alle, og når vi laver events som disse, er det også med meget forskellige målgrupper. Når det ikke er metalfans, så er det RockCruise gæster, Kandis fans eller noget helt tredje. Vi samler alle slags gæster og har et bredt fokus i løbet af året.”

Også RockCruise
For nyligt har Oslobådene også lagt skib til blandt andet RockCruise, og de kommende måneder vil programmet byde på RockCruise med Soleima, koncert med Kandis, juleaftenscruise samt en række gallamiddage, private receptioner og meget mere.

Danske DFDS Seaways omsætter årligt færge- og transportservices i Europa og Tyrkiet for 16 milliarder kroner. Rederiets korte færgeruter og ruter med en overnatning har årligt omkring fem millioner passagerer, heraf mange i egen bil. DFDS, der har hovedkvarter i København, har i alt 8.000 medarbejdere på skibe og kontorer i 20 lande.

Relaterede artikler:

Fint farvel til salgsdirektør

Farvel til DFDS og goddag til DGI-Byen

DFDS søsætter jagt på mulig Michelin-stjerne