DFDS-skibene Crown Seaways, til venstre, og Pearl Seaways omdøbes til ”Nordic Crown” og ”Nordic Pearl.” Færgerne, der nu ejes af Gotlandsbolaget,skal også have ny bemaling. Arkivfoto: DFDS.

Her er de nye færgenavne til København-Oslo-ruten

De to færger på den tidligere DFDS-rute mellem København og Oslo, der nu ejes af det svenske rederi Gotlandsbolaget, omdøbes til henholdsvis ”Nordic Pearl” og ”Nordic Crown.”

København-Oslo-ruten to skibe får nye navne – mens de i dag sejler som henholdsvis Crown Seaways og Pearl Seaways, bliver de omdøbt til henholdsvis ”Nordic Crown” og ”Nordic Pearl.”

Ruten mellem København og Oslo, der i vinterens skiferiesæson også lægger til i nordjyske Frederikshavn, blev 1. november sidste år solgt af DFDS til det svenske rederi Gotlandsbolaget. Fra sidst i marts til midten af december i år anløber de to færger således ikke Frederikshavn.

Kim Heiberg, direktør for København-Oslo-ruten, hvor han har titel af EVP (Executive Vice President) oplyser, at navneændringerne for Crown og Pearl sker i forbindelse med den omfattende renovering, som den nye ejer Gotlandsbolaget tidligere har bebudet.

De omfattende ændringer omfatter blandt andet også, at Gotlandsbolaget i disse måneder bruger ”flere hundrede millioner kroner” på at opgradere de to færgers i alt 1.335 standardkahytter; blandt andet får alle kahytter TV.

Nordic Pearl kommer først
Kim Heiberg siger: ”Pearl er i øjeblikket i dry dock i svenske Landskrona for at blive renoveret indeni og malet udenpå (med de nye endnu ikke offentliggjorte farver til færgerne, red.), og i den forbindelse får skibet også sit nye navn: Nordic Pearl.”

Han tilføjer: ”Nordic Pearl sejler således til København fra værftet i Landskrona i slutningen af januar i de nye farver og med sit nye navn på siden – klar til at give gæster en endnu bedre oplevelse ombord, med nye kahytter og renoverede fællesområder.” ’

Når København-Oslo rutens andet skib, der i dag hedder Crown, i marts får samme gennemgribende opgradering, får skibet også nyt navn: Nordic Crown.

Selve København-Oslo-ruten får også snart helt nyt fælles navn og brand, med nye farver, logo og så videre, oplyses det.

Og måske er der med de nye navne på skibene planer om et nordisk klingende navn? “Det er ikke en helt forkert antagelse,” afslører Kim Heiberg.

 

Relaterede artikler:

København-Oslo-færgerne: Nye kahytter til trecifret millionbeløb

Færgeruten København-Oslo skipper Frederikshavn

Dansk brancheprofil retur til København-Oslo-ruten