Heroin for over halv mio. på krydstogtskib

Lørdag var ikke nogen god dag for Enchantment fra Royal Caribbean, da det kom tilbage fra et krydstogt i Caribien bl. a. med anløb i Haiti og Den Dominikanske Republik. Amerikansk narkotikapoliti fandt for mere end 100.000 dollar heroin i mandskabslokalerne om bord. Efter et tip fra skibets sikkerhedspersonale.

Denne opdagelse kommer efter, at nogle ansatte på Enchantment for mindre end en måned siden blev fængslet efter fund af narkotika om bord. To ansatte blev dengang anholdt og tiltalt for ulovlig import af narkotika til USA, og her er straffen hård. The Baltimore Sun beretter, at ingen endnu er fængslet efter det sidste fund, hvor opklaringen er i gang.

Fra Royal Caribbean Cruise Line oplyser ledelsen, at man arbejder tæt sammen med politiet og under ingen omstændigheder accepterer indsmugling af narkotika. Det betyder øjeblikkelig afskedigelse.
I fremtiden vil der blive holdt ekstra øje med de havne, hvor man traditionelt ved, at risikoen er størst.

 

Skrevet af redaktionen