Hestekur for Iberias piloter

Iberia har alle overenskomster på plads med indkalkuleret besparelser med undtagelse af piloterne. Nu skal det til gengæld være alvor, og flyselskabet har fremsat noget, der ligner endegyldige krav for, at Iberia sammenlagt kan komme ned på 20 procent reduktion i udgifterne.

 

Det er en hård kur piloterne skal igennem. Lønnen reduceres med 12 procent. I øjeblikket flyver piloterne langt under det aftalte antal timer, kun omkring 650 timer om året, de skal op på 850 timer. Den nuværende aftale er 820 timer, men den nås sjældent.

 

Hvis en pilot mister sin licens får han derefter 90 procent løn. Det halveres til 45 procent. En garanteret seniorløn efter 15 års tjeneste fjernes. En række andre gode skæres væk for pilotstaben, sådan at deres samlede besparelse også kommer på 20 procent.

 

Flere kommentatorer mener, at Iberia er nødt til at stå fast på disse krav, hvis ikke moderselskabet i British Airways Group, skrider ind med drastiske foranstaltninger.

Skrevet af Ejvind Olesen