Historisk få konkurser i rejsebranchen

Hos danske rejsebureauer er kundernes risiko for at blive en del af en konkurs historisk lav. Hos Danmarks Rejsebureau Forening glæder man sig over de få konkurser og understreger, at danskerne er godt beskyttet, hvis uheldet skulle være ude.

Havner man midt i en rejsebureaukonkurs på sin ferie, kan der opstå spørgsmål om refundering, transport og indkvartering. Havde man bestilt sin ferie hos et dansk rejsebureau i 2016 var sandsynligheden for det scenarie minimal.

Med blot to konkurser hos danske rejsebureauer i 2016, svarer det til en konkursandel på blot 0,3% blandt de 655 bureauer, som er med i Rejsegarantifonden. Tal fra Danmarks Statistik viser, at konkursraten på tværs af alle erhverv var 1,3% i 2016.

De to konkurser tangerer samtidig det laveste niveau af konkurser i branchen de seneste 10 år, og det glæder Lars Thykier, adm. direktør i Danmarks Rejsebureau Forening (DRF): ”Der er ingen tvivl om, at de få konkurser er et sundhedstegn. Bureauernes drift er karakteriseret ved, at de skal stille garantier til både Rejsegarantifonden og internationale billetudstedere, hvilket gør, at det er et gennemtjekket og sikkert produkt, når forbrugerne får det i hænde.”

”Køber man hos et dansk bureau, er man dækket af Rejsegarantifonden. Det betyder, at hjemrejsen og alle udgifter forbundet med turen er dækket. I visse tilfælde dækker fonden også rejser, der ikke er påbegyndt. Derfor er det vigtigt, at man altid tjekker, at ens ferieudbyder er med i fonden. Det kan sagtens snyde, når udenlandske rejseudbydere sælger ferie fra hjemmesider, der er skrevet på dansk,” siger Lars Thykier.

Tommelfingerreglen er at kigge på, hvor bureauet sender deres regninger fra. Det er nemlig den adresse, der afgør, hvilket lands regler, forbrugerne er dækket af.