Holdet er sat på Comwell Aarhus

Gruppebillede_Comwell AarhusDet nye Comwell hotel åbner 1. juli. Julie Baggesen tiltrådte i august sidste år som hotelchef på det nye hotel, der har til huse i Aarhus højeste bygning, Aarhus City Tower.

Julie Baggesen har en klar vision: ”Vi skal bare være en kæmpe succes. Simple as that”, siger Julie Marie Baggesen. Hun ser et stort potentiale i, at Comwell Aarhus med den rette strategi kan blive et stort plus for byen både turisme- og erhvervsmæssigt. Hun er gået benhårdt efter profiler, der har mere at byde på end et strømlinet CV. I udvælgelsen af medarbejdere bliver faglig kant, personlighed og hjerte vægtet højt.

”Vi vil differentiere os ved ikke blot at have de dygtigste, men også de mest nærværende og indlevende medarbejdere, der imødekommer den individuelle gæsts behov og sikrer en oplevelse ud over det sædvanlige. Som på vores andre hoteller i Comwell er præcision og nærvær nøgleord. Vi byder velkommen i helt unikke rammer, hvor der hersker respekt for gæstens tid, sans for detaljen og fokus på kvalitet”.

Julie Marie Baggesen er fra Aarhus og uddannet inden for Hospitality & Tourism Management på Erhvervsakademiet Dania i Randers. Siden har hun videreuddannet sig bl.a. på Cornell University’s School of Hotel Administration i New York, og var senest ansat som hoteldirektør for Radisson Blu Hotel Ålesund. I 2010 vandt hun Radisson Blu’s internationale pris ’Young Leader of the Year’.

Det nye team består af hotelchef Julie Baggesen, oldfrue Ruth Holmgaard, køkkenchef Nikolaj Repten, restaurantchef Rasmus Korsaa, konferencechef Henriette Eli Petersen, receptionssouschef Camilla Schack Andersen og ejendomschef Brian Ammitzbøll.