Horesta mister store hotelkæder

Scandic Palace Hotel.

Scandic, First, Comwell og Brøchner har forladt hotelbranchens arbejdsgiverforening, Horestas, og meldt sig ind i Dansk Erhverv. De fire kæder har samlet 57 hoteller og ca. 20 pct. af Danmarks hotelværelser.

De opsagde i december deres medlemskab af Horesta, erfarer standby.dk. Begrundelsen er bl.a., at de via Dansk Erhverv får en større politisk platform – og et kontingent på ca. det halve af, hvad de har betalt til Horesta, samlet ”et par mio. kr. om året.”

Horestas adm. direktør under sig over udmeldelserne: ”De fire kæder har ikke ytret utilfredshed i de Horesta-fora, de har været i – f.eks. bestyrelsen og repræsentantskabet,” siger Katia Knipschildt Østergaard til standby.dk

Scandic, First og Comwell er Danmarks tre største hotelkæder i antal hoteller. Scandic har 24, First 18, mens Comwell har 13 hoteller og konferencecentre. Københavnske Brøchner Hotels tæller fire hoteller. Bella Sky Comwell forbliver dog stadig medlem af Horesta.

Brancheanalytiker Ole Egholm siger, at de fire hotelkæder har ca. 8.200 hotelværelser. ”Det svarer til 20 pct. af hele den samlede danske hotelmasse på hoteller med mindst 40 værelser,” siger Ole Egholm.

Standby.dk fik onsdag disse udtalelser fra de involverede parter:

Adm. direktør for Scandic Danmark, Jens Mathiesen:

”Vi har meldt os ind i Dansk Erhverv, fordi vi på den lange bane fandt det mere hensigtsmæssigt at være med i en større arbejdsgiverforenings.”

Tony Bak, driftsdirektør for First Hotels i Danmark:

”De fire udmeldte hotelkæder har talt sammen om beslutningen gennem nogen tid. Vi har været glade for medlemskabet af Horesta, men vi føler, at vi bl.a. vil få større politisk indflydelse ved at være på Dansk Erhvervs platform og dermed kunne styrke hotelerhvervet i Danmark.”

Det var ikke muligt at træffe Comwells koncerndirektør, Preben Nesager.

Adm. direktør Karim Nielsen fra Brøchner Hotels:

”En baggrund for udmeldelsen er, at vi ved at være i Dansk Erhverv kommer ind et større forum, da Dansk Erhverv jo repræsenterer mange flere virksomheder. I Dansk Erhverv skal vi bl.a. arbejde videre for fuld momsafløftning af erhvervsmæssige overnatninger på hoteller og med at få sænket branchens energiafgifter.

Samtidig er Dansk Erhverv hjemsted for bl.a. foreningerne der repræsenterer feriehusudlejerne, camping og andre turismerelaterede områder. Vi så gerne, at Horesta atter blev medlem af Dansk Erhverv fremfor at stå alene,” tilføjer Karim Nielsen.