Horesta og Samhandel i stort samarbejde

Torben Serritslev, Samhandel.

Samarbejdsaftalen betyder, at flere af Danmarks hoteller, restauranter og turismevirksomheder kan opnå besparelser på deres indkøb. Et nyt restaurant- eller hotelmedlem sparer typisk 7-15% af de samlede årlige udgifter til indkøb.

Horesta organiserer op mod 1.800 danske hotel-, restaurant- og turismevirksomheder, og Samhandel repræsenterer over 300 medlemmer og en samlet indkøbssum, der i 2017 forventes at runde 700 millioner kroner. Det medfører store rabatter, og sidste år gav Samhandel en tilbagebetaling på godt 55 millioner kroner, hvilket svarer til, at hvert medlem i gennemsnit sparede over 10% på deres samlede indkøb.

”Selv om det går godt i branchen, så er marginalerne stadig små hos mange. Med samarbejdsaftalen får Horestas medlemmer nu rabat på en indkøbsforening, der kan give dem store besparelser på en tung udgiftspost. Det kan faktisk være det, der gør forskellen på overskud eller underskud, når året er omme. Vi tror på, at alle vores medlemmer kan spare penge gennem denne ordning”, siger Nadeem Wasi, medlemschef i Horesta.

Brancheanalyser viser, at en typisk restaurant bruger ca.  30% af omsætningen på råvarer.

”Samhandel har aftaler med flere end 60 leverandører til erhvervet på tværs af kategorier, og vi bestræber os på at være leveringsdygtige i alt, hvad virksomhederne skal bruge”, fortæller Torben Serritslev, adm. direktør for Samhandel.