Amerikanskejede A&O Hostels, der målt i senge kalder sig verdens største hostelkæde, vil bruge 3,7 milliarder kroner på en udvidelse der skal bringe kæden til yderligere tre europæiske lande.
Ifølge egne oplysninger havde A&O Hostels, der ejes af den amerikanske ejendomsinvestorkæde TPG Real Estate, sidste år 6,1 millioner overnatninger fra 2,7 millioner gæster i sine foreløbig 28.500 senge.
Og nu vil A&O, der sidste år omsatte for 1,6 milliarder kroner, spendere en halv milliard euro på at udvide butikken. Det kan være via ejerskab eller leasing af bygningerne, siger koncernchef Oliver Winter, der grundlagde A&O inden han solgte til amerikanske TPG Real Estate.
Foreløbig tæller A&O i alt 40 hostels i 25 europæiske byer, herunder to i København, i mindst otte lande; foruden Danmark også Holland, Italien, Polen, Storbritannien (Skotland), Tjekkiet, Tyskland og Ungarn.
A&O er foreløbig kun i Danmark på det nordiske marked. Hér har kæden to hostels i København – ét på Nørrebro og ét i Sydhavnen – med tilsammen 385 værelser og 1.315 senge.
A&O’s milliardekspansion de kommende år omfatter åbningerne i, nævnt alfabetisk: Amsterdam, Berlin, Lissabon, London, Madrid, München, Paris, Prag og Rom. Det betyder åbninger i tre nye lande: England, Portugal og Spanien.
I pressemeddelelsen skriver A&O også, at de foreløbige bookingtal for sommeren i år er bedre end i 2019, året før pandemien.
10.000-hostelsenge i København
Storkøbenhavn har mindst 16 overnatningssteder registreret i det voksende hostel-koncept.
Disse har 2.379 værelser med skønsmæssigt 9.500 sengepladser. Det kan være alt fra dobbeltværelser til store sovesale. Målt i værelser, er Storkøbenhavns mindste hostel Copenhagen Backpackers på Vesterbro med blot seks værelser.
I 2021 åbnede Storkøbenhavns største hostel, Next House Copenhagen, under Københavns største hotelkæde, Arp-Hansen. Next House Copenhagen, der ligger tæt på Hovedbanegården, har 433 værelser og 1.667 sengepladser – fra dobbeltværelser til værelser med seks senge.
Københavns næststørste hostel er A&O Hostel København Nørrebro med 270 værelser, mens Arp-Hansen også har Københavns tredjestørste hostel, Steel House Copenhagen med 253 værelser og 1.150 sengepladser.
Relaterede artikler:
Vandrerhjem oplever fremgang i hovedstaden