Den tyske kæde A&O Hostels har to af sine 40 hostels i København. PR-foto: Lasse Gammelfjord.

Hostelkæde melder om rekordår

Tyske A&O Hostels, der har to af sine 40 europæiske hostels i København, havde sidste år 5,5 millioner overnatninger og en stigning i omsætningen på 100 millioner euro i forhold til 2021.

”2022 blev det bedste år nogensinde for A&O Hostels,” siger kædens grundlægger og administrerende direktør, Oliver Winter, i en pressemeddelelse. Han grundlagde A&O Hostels i år 2000, men solgte i 2017 kæden til den amerikanske investor TPG Real Estate.

Der er foreløbig 40 A&O-hostels i 25 byer i ni europæiske lande, nævnt alfabetisk: Danmark, Holland, Polen, Italien, Skotland, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig.

A&O Hostels åbnede sit første nordiske hostel i Danmark i 2017 på Nørrebro i København. Her er 270 værelser og cirka 60.000 overnatninger om året, under normale rejseår. I 2020 åbnede A&O sit andet hostel i Danmark, i Københavns sydhavnskvarter. Dette hostel har 802 sengepladser på 219 værelser.

5,5 millioner overnatninger
De 40 europæiske A&O-hostels har tilsammen 28.500 senge, fremgår det af A&O’s hjemmeside. Sidste år blev det til 5,5 millioner overnatninger; største gruppe var skoleklasser og andre grupper, der stod for 2,2 millioner af overnatningerne, oplyses det.

Om sidste år siger Oliver Winter: ”2022 blev et utroligt år. Vi har haft massive personaleforstærkninger, omfattende investeringer i digitalisering og bæredygtighed samt oplevet en betydelig vækst.”

Sidste år omsatte A&O ifølge pressemeddelelsen for 172 millioner euro, over 1,2 milliarder danske kroner. Overskuddet oplyses ikke.

Men de 172 millioner kroner er en fremgang i forhold til 2019, året før pandemien, hvor A&O med dengang også færre hostels, omsatte for 150 millioner euro. Fra 2021, hvor coronaen rasede, til sidste år, steg omsætningen hos A&O med over 100 millioner euro.

Der fortælles intet i pressemeddelelsen om fremgangen i Danmark fra 2021 til sidste år – kun at A&O Hostels på Nørrebro og i Sydhavnen ”oplevede en markant omsætningsfremgang” fra 2021 til 2022. ”Booking- og belægningsgraden på vores danske hostels er støt stigende, og det forventer vi også bliver tendensen i år,” siger Sara Hansen, ansvarlig for salg hos A&O Hostels i Danmark.

 

Relaterede artikler:

Danhostel genansætter tidligere direktør

Danhostel mister igen københavnsk medlem

Københavns nye kæmpehostel øger byens kapacitet