Foto: Brøchner Hotels

Hostelovernatning på boutiquehotel

Brøchner Hotels bød torsdag indenfor til nytårskur på det nyrenoverede Hotel Danmark i København, hvor man kan sove i køjeseng på et seksmandsværelse.

Torsdag aften var der champagne i glassene og Hotel Danmarks nyfortolkning af en rom & cola i baren, da Brøchner Hotels bød samarbejdspartnere og venner af huset til nytårskur og rundvisning på hotellet, der genåbnede i juni måned efter en gennemgribende renovering.

Det 4+ stjernede hotel har 89 værelser og deriblandt to på henholdsvis 5. og 6. etage med seks indbyggede køjesenge, som man typisk kender det fra et hostel. Uden for værelset er der seks skabe, håndvaske samt et separat toilet og et separat brusebad samt håndklæder. Der er ikke meget plads på selve værelset, til gengæld er det ualmindeligt pænt lavet.

Via Airbnb kan der bookes en enkelt køjeseng, men ønsker man at booke alle seks senge til f.eks. en venindetur eller lignende, skal booking ske gennem hotellet.

“En enkelt seng koster 600 kr. Men med i prisen får du også morgenmad, fri wifi og adgang til wine hour,” fortæller Catrine Smed Andersen, der er PR og kommunikations manager for kæden.

I wine hour mellem kl. 17 pg 18 kan hotellets gæster nyde et glas vin på hotellets regning.

Skaber god stemning
En af tankerne bag seksmandsværelserne er bl.a. at skabe en anderledes stemning på hotellet. Det forsøger man også at gøre ved at invitere folk, der ikke bor på hotellet, til at komme indenfor i baren eller op på tagterrassen.

“Vi vil rigtig gerne have at folk kommer ind fra gaden og sætter sig og får et glas vin i baren eller oppe på vores fantastiske tagterrasse. Vi vi gerne have, at der er noget liv på hotellet, og at folk har mulighed for at møde hinanden,” siger Catrine Smed Andersen.

Brøchner Hotels har ikke kun haft et travlt 2017. 2018 byder på åbningen af det 5+ stjernede Herman K på Bremerholm med blot 31 suiter, og i starten af 2019 åbner Hotel Ottilia med 155 værelser og konferencefaciliteter i Carlsberg Byen. Desuden er der også i 2019 et boutique hostel på vej i Aarhus med 560 senge på 120 værelser.

 

Relaterede artikler:

Ny app fornyer hoteloplevelsen

Dansk hotel kandidat til fornem pris

Chef-rokade i kendt hotelkæde