Hoteldirektør kom i sin koncerns ”Hall of Fame”

Schweiziskfødte og dansk gifte Christian Gartmann er blevet Carlson Fellow. Det skete ved ceremoni i Minneapolis, hvor Carlson Rezidor Hotels Groups har hovedkvarter. Samtidig blev Christian Gartmann optaget i Carlson Rezidor Hotels Groups ”Hall of Fame.”

 

Gartmann har i over 50 år sat sit præg på den internationale hotelverden, også i Danmark.

 

Stand By havde i sin februar-udgaven i år stort interview med Christian Gartmann, der som 16-årig i 1960 begyndte sin hotelkarriere som trainee på 5-stjernede hoteller i sit hjemland, kombineret med uddannelse på en berømt hotelskole i Luzern.

 

Efter mødet med sin danske kærlighed, Jette, kom Christian Gartmann i 1967 til Danmark og det nuværende Radisson Blu Royal Hotel i København. Frem til 1988 havde han flere ledelsesposter på det Arne Jacobsen-designede hotel i centrum af København. Siden fulgte stillinger som marketingchef for samtlige de daværende SAS-hoteller i Danmark og hotelchef i fødelandet Schweiz.

 

Han har siden 1994 haft mange topposter i Rezidor Hotel Group. Bl.a. General Manager på Radisson SAS Royal Hotel samt lederjobs indenfor hotelkæden i Jordan, Sydafrika, Polen, UK & Irland, Frankrig, Tunesien og Island. Gartmann taler i øvrigt seks sprog, herunder dansk.

 

Da Rezidor Hotel Group i 2007samlede Norden under én ledelse, blev Christian Gartmann topchef med titel af Area Vice President Nordics med base i Oslo…

 

Selve Carlson Fellow-udmærkelsen blev indstiftet af Curt Carlson i 1988. Den er tildelt ansatte og forretningspartnere, der har skabt gode resultater for virksomheden gennem enestående indsats og vist lederskab gennem virksomhedens værdier.

 

Siden 1988 er over 265 personligheder udnævnt til Carlson Fellows, bl.a. USA’s tidligere præsident George Bush senior og den svenske dronning Silvia. Andre kendte Carlson Fellows tæller hotelfolk som Hubert Joly, Kurt Ritter og danske Finn Schulz.

 

Carlson Rezidor Hotel Group tæller over 1.300 hoteller i 80 lande verden over. Kæden har mere end 80.000 ansatte.

Skrevet af Redaktionen