Marriott-koncernen lancerer nyt bookingsystem til små og mellemstore virksomheder, også til booking af fly og biler. For at være med kræves dog medlemskab af kædens bonusprogram.
”Business Access by Marriott Bonvoy” hedder det nye udspil fra Marriott-koncernen. Den tæller foreløbig 8.900 hoteller og resorts med over 1,6 millioner værelser fordelt på indtil videre 32 varemærker i 141 lande og territorier verden over.
Marriott har også sit konstant voksende bonusprogram, Bonvoy, der har rundet 203 millioner medlemmer.
Og det er Bonvoy-medlemmer blandt små og mellemstore virksomheder, Business Access by Marriott Bonvoy henvender sig til. SME (Small and Medium-sized Enterprises) defineres hos Marriott som ”små,” hvis de har under 1.000 medarbejdere og ”mellemstore” med virksomheder med op til 5.000 ansatte.
Business Access by Marriott Bonvoy er, skriver mediet Business Travel News, reelt et program for booking af forretningsrejser for SME’er. Brug af det nye udspil kræver dog medlemskab af Bonvoy-programmet. Herefter kan der udover rabatterede Marriott-hoteller blandt andet bookes flybilletter, udlejningsbiler, togrejser og så videre via Business Access by Marriott Bonvoy.
Udvidet værktøjskasse
En baggrund for skabelsen af Business Access by Marriott Bonvoy er, skriver Marriott i en pressemeddelelse, en undersøgelse foretaget for hotelkoncernen. Den viser, at mange små og mellemstore virksomheder melder om udfordringer med at bruge deres nuværende bookingsystemer ved bestilling af erhvervsrejser.
I en pressemeddelelse fra Marriott siger Drew Pinto, direktør for hotelkoncernens omsætnings- og teknologidivision:
”Marriott anerkender den store vigtighed af omsætningen fra små og mellemstore virksomheder. Derfor glæder det os at kunne præsentere og introducere muligheden for at kombinere fordelene ved vores rejseprogram med en omfattende og udbygget værktøjskasse som Business Access by Marriott Bonvoy. Hér har vi samlet det hele på samme platform og forenet mulighederne med adgang til Marriott-hoteller verden over.”
Business Travel News skriver, at store, globale erhvervsrejsekoncerner kender til vigtigheden af fokus på også segmentet med små- og mellemstore virksomheder. Øget fokus på også dette marked er blandt andet en af årsagerne til American Express Global Business Travels påtænkte opkøb af en anden global spiller, CWT, der ligesom Egencia, som Amex GBT købte for tre år siden, blandt andet har mange små og mellemstore virksomheder i sin kundeportefølje.
Relaterede artikler:
SAS får nyt navn til program for små og mellemstore virksomheder
Nyt københavnsk Marriott-hotel skal allerede have ny direktør