Hotelkæde bygger for en 1 milliard kr.

Dorte Krak, foto: Karsten Bidstrup.

Dorte Krak, foto: Karsten Bidstrup.

HOTELLER: Københavns største hotelkæde åbner til sommer første del af nyt storhotel til ca. 500 mio. kr.; kæden bruger samme beløb på nyt Tivoli-hotel. Arp-Hansen Hotel Group har over 20 pct. af Københavns hotelværelser.

Arp-Hansens fortsætter med at investere i stor målestok. Når kædens 12. hotel åbner har den over 3.000 hotelværelser. Wakeup-hotellet i Borgergade bliver kædens næststørste hotel – og søsterhotel til det første 2-stjernede hotel, Wakeup Copenhagen, der ligger ved Arp-Hansens flagskib, Tivoli Hotel & Congress Center. Wakeup i Borgergade får 498 værelser, mens det første Wakeup-hotel har 510.

Udover Borgergade har Arp-Hansen netop startet byggeriet af sit 13. hotel, et nyt Tivoli-hotel med 288 værelser ved Tivoli Hotel & Congress Center. De to nye hoteller vil koste ca. en milliard kr.

”Vi har også bygget i nedgangstider. F.eks. opførte vi Wakeup i 2009 og Tivoli Hotel & Congress Center i 2010. Begge kører fint i dag med belægning på over 70 pct.,” siger Arp-Hansens koncerndirektør, Dorte Krak, i stor artikel i det netop udkomne Stand By.

”Tivoli og Arp-Hansen var enig om, at København manglede konferencefaciliteter – dermed opstod ideen til Tivoli Hotel & Congress Center. Vi har en god kemi – Arp-Hansen kan én ting, Tivoli noget andet, sammen kan vi noget tredje,” siger Dorte Krak.

”København prøver at tiltrække flere kongresser. Hvis ikke destinationen er dygtig til dette, hjælper det ikke at sidde i hjørnet og være nok så dygtig på sit speciale,” siger Dorte Krak der ønsker, at flere erhvervsdrivende i hovedstaden undlader at køre på frihjul og giver København flere ressourcer til at markedsføre sig som MICE-destination. ”Nogle mangler at tænke ud over sit eget snudeskaft,” siger hun.

Læs meget mere om Arp-Hansen i det nye Stand By.