Melia Hotels Internationals har fået millionbøde fra EU. Hotelkæder må gerne arbejde med prismekanismer, men det er ifølge EU-lovgivning ulovligt at diskriminere på baggrund af kundernes hjemland; det havde Melia gjort. Pressefoto: Melia Hotels Internationals.

Hotelkoncern får stor millionbøde fra EU

Spanske Melia Hotels Internationals med hoteller i 40 lande får bøde på 50 millioner kroner af EU for at have udbudt forskellige overnatningspriser afhængig af kundernes hjemland.

EU Kommissionen har uddelt bøde på over 6,6 millioner euro til den spanske hotelkæde for at have overtrådt EU’s konkurrencelovgivning ved at have haft forskellige værelsespriser til blandt andet europæiske rejsebureauer og turoperatører.

Overtrædelser skete i 2014 og 2015, sagen har siden 2017 været efterforsket af EU’s konkurrencemyndigheder. Melia har fået rabat på 30 procent for at have samarbejdet med EU i sagen.

Melias ageren betød, at forbrugerne i EU-landene ikke fik samme priser, men at priserne på hotelværelserne blandt andet var baseret på, hvilke lande rejsebureauerne og gæsterne var fra. Dette er en overtrædelse af EU’s konkurrencelovgivning, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Den danske konkurrencekommissær
Den danske næstformand for EU Kommissionen, Margrethe Vestager, der også er EU’s konkurrencekommissær, siger i en pressemeddelelse:

“Forbrugerne prøver at finde de bedste priser for hotelovernatninger. Melia forhindrede med sin ageren rejsebureauer og turoperatører for frit at udbyde priser på hotelovernatninger. Som konsekvens fik forbrugerne adgang til forskellige priser baseret på deres nationalitet. Det er ulovligt ifølge EU’s konkurrenceregler – forbrugerne skal have mulighed for at shoppe rundt for at finde de bedste priser.”

EU’s undersøgelse af Melia begyndte i februar 2017 for at få afklaret om hotelkædens salgsklausuler indeholdt ulovlig forskelsbehandling mellem kædens kunder baseret på deres nationalitet eller hvilket land, de boede i.

Ifølge EU viste undersøgelsen, at Melia havde indgået kontrakter med turoperatører der begrænsede aktivt og passivt salg for overnattende gæster. Navnlig reagerede EU på, at Melias salgsvilkår indeholdt klausuler der kun var gældende for kunder fra bestemte lande.

Dermed kunne kunder ikke se og dermed booke de laveste priser via turoperatører i andre EU-lande. Dermed overtrådte et af de vigtigste område indenfor den frie konkurrence i EU-landene, at forbrugerne skal have mulighed for flest mulige valgmuligheder og dermed en bedre pris når de kigger efter den bedste pris, oplyser EU.

Fik 30 procent rabat
Melia har fået en rabat på 30 procent af bødens størrelse, fordi hotelkæden samarbejdede med EU’s konkurrencemyndigheder i sagen udover hvad Melia var forpligtiget til ifølge gældende lovgivning.

EU understreger, at man ser med velvilje på, at for eksempel hotelselskaber arbejder med prismekanismer der kan øge deres indtjening, men at det er ulovligt at forskelsbehandle kunder afhængigt af, hvilket EU-lande de er bosiddende i.

Selve Melia Hotels Internationals består aktuelt af 374 hoteller i 40 lande på fire kontinenter. Melia har varemærkerne Meliá, Gran Meliá, ME by Meliá, Paradisus, Innside by Meliá, TRYP by Wyndham, Sol Hotels og Club Meliá.

Relaterede artikler:

EU advarer mod køb af separate flybilletter

Hund vil have EU-erstatning fra dansk flyselskab

EU-Kommissionen vil undersøge Amadeus og Sabre