TURISME: Det globale erhvervsrejsebureau BCD Travel har med rejsekonsulentvirksomheden Advito præsenteret prognoser for næste år: Hoteller bliver dyrere – priser på flybilletter bliver næsten uændrede.
Advito forudser, at globale hotelpriser vil stige næste år, mens flybilletter vil være uændrede. De lave brændstofomkostninger gør det muligt at imødekomme stigende efterspørgsel på flyrejser og holder billetpriserne nede, hedder det.
Mens priserne på flybilletter stort set forventes at være uændrede i 2017, forudses hotelpriserne at stige op til fem pct. på verdensplan, vurderer Advito i sin 2017 Industry Forecast.
På trods af moderat stigning i efterspørgsel hos flyselskaber, vil besparelser – opnået på lavere brændstofpriser – sikre overskud, selv om sædeudbuddet øges, hedder det.
Advito udgiver sin Industry Forecast hvert år for at give travel managers og indkøbere estimerede priser, som de kan bruge til at benchmarke resultater i forhold til KPI’er (key performance indicators), men også med henblik på at forberede leverandørforhandlinger.
Advitos Industry Forecast indeholder oplysninger om udbud, efterspørgsel og prisudvikling inden for flyrejser, hoteller, møder, transport samt samkørsel og taxakørsel.
Prisen på globale business class-flybilletter vil i snit stige blot en pct. i 2017, og prisen på flybilletter i økonomiklasse vil være uændret, hedder det.
Rejseindkøbere bør dog forvente større prisforskelle på flybilletter fra område til område. Eksempelvis vil priserne på business class-flybilletter være uændrede i Europa, mens de forventes at stige tre pct. i bl.a. Asien.
Samtidig ser det ud til, at priserne på interkontinentale økonomiklasse-flybilletter vil falde – på nær i Europa.
Advito forudser, at hotelpriserne vil stige i alle områder i 2017 med de største i Nordamerika.
I Europa vil et beskedent økonomisk opsving og svag stigning i udbuddet medføre, at priserne stiger op til to pct., hedder det.
BCD Travel er i mere end 100 lande med over 13.000 ansatte og en omsætning i 2015 på 24 milliarder dollars.