HOTREC, den store europæiske hotel- og restaurantorganisation, er igen ude med riven efter Booking.com som beskyldes for at tilbageholde data, så hoteller ikke kan tilbyde bedre priser.
Booking.com, den store markedsdominerende amerikanske OTA, Online Travel Agent, bruger ”unfair forretningsmetoder,” lyder den nye kritik fra HOTREC (Hotel and Restaurant Industry in the European Community)
Det sker ved at OTA’er som Booking.com ”tilbageholder gæstedata fra deres hotelpartnere, hvilket forhindrer hoteller, der samarbejder med OTA’erne, i at kunne tilbyde gæster bedre værelsespriser på hotellernes egne hjemmesider,” lyder det fra HOTREC.
OTA’erne har et omdiskuteret krav om, at hoteller principielt ikke må tilbyde lavere værelsespriser end hvad brugerne på OTA’erne har adgang til.
HOTREC er ifølge sin hjemmeside paraplyorganisation for 47 nationale hotel- og restaurantorganisationer i 36 europæiske lande (i Danmark er HORESTA medlem af HOTREC) – samlet repræsenterer HOTREC-medlemmerne over to millioner europæiske hoteller, konferencecentre, restauranter, cafeer og så videre.
Mange hoteller er delvist afhængige af bookinger via OTA’er som Booking.com – på verdensplan leverer selskaberne i Booking.com’s moderselskab over én milliard overnatninger til hoteller med mere. OTA’erne får en kommission fra hotellerne på typisk 10-25 procent for hver formidlet booking. Dermed er OTA’erne både en indtægtskilde og en udgiftspost for hoteller.
Unfair forretningsmetoder
I maj i år besluttede Europa-Kommissionen, efter årelangt lobbyarbejde fra brancheorganisationer som HOTREC, at kategorisere Booking.com som en gatekeeper, ifølge den nye forordning for digitale markeder, Digital Markets Act (DMA), som skal sikre, at de store techgiganter ikke udnytter deres dominerende markedspositioner til at stille urimelige krav om vilkår og betingelser til de kunder, der er afhængige af deres platforme.
Den ikke flatterende titel som gatekeeper betyder for eksempel, at Booking.com skal være mere offentlig omkring sine algoritmer og dele kundedata med hotellerne, som kunderne søger på.
Booking.com’s moderselskab, Booking Holdings, har nu et halvt års tid til at rette ind efter de nye EU-krav. EU-Kommissionen kan – via EU’s danske konkurrencekommissær, Margrethe Vestager – give bøder på op til 10 procent af Booking Holdings globale årsomsætning, hvis EU-reglerne ikke følges.
Men i en ny rapport, skriver Travel Weekly, anklager HOTREC igen Booking.com for at bruge ”unfair forretningsmetoder.”
HOTREC er glad for at EU betegner Booking.com som en ”gatekeeper” under den nye DMA-forordning for digitale markeder.
Marie Audren, HOTREC’s generaldirektør, siger i den nye rapport: ”Hoteller udfordres hver dag af unfair forretningsmetoder fra Booking.com, hvilket giver hotellerne tab, unødigt pres på hotellernes struktur og skader hotellernes ry hos kunderne. Dette må ophøre.”
30 procent af bookinger kommer fra OTA’er
En undersøgelse blandt 3.000 hoteller europæiske hoteller tidligere i år fra HOTREC viste blandt andet, at i snit fik hotellerne sidste år 51 procent af sine værelsesbookinger via hotellernes egne kanaler, 30 procent kom fra OTA’er som Booking.com, 15 procent af bookingerne kom fra andre ikke-OTA-dele af rejsebranchen, mens de resterende kom via ”andre kanaler.”
Booking.com stod for 71 procent af OTA-bookingerne; den mindre konkurrent Expedia Group leverede 14 procent af OTA-bookingerne, viser tallene fra HOTREC.
Og knap to ud af fem (16 procent) af de 3.000 europæiske hoteller i HOTREC-analysen sagde at de ”hyppigt” fik undermineret deres værelsespriser af OTA’erne.
En mastodont i rejsebranchen
Booking.com ejes af amerikanske Booking Holdings, der også tæller varemærker som Priceline.com, Agoda, Kayak, Cheapflights, Rentalcars.com og Momondo.
Ifølge sin hjemmeside stod selskaberne i Booking Holdings sidste år for booking af over én milliard overnatninger på for eksempel hoteller, 74 millioner biludlejningsdage og 36 millioner bookede flybilletter.
Relaterede artikler:
EU-afgørelse mod Booking.com vækker glæde hos Københavns største hotelkæde