Hotels.com retter ind

Hotel Guldsmeden, BabetteHOTELLER: Hotels.com tvivlsomme forretningsmoral er nu fjernet fra hjemmesiden, hvor Guldsmedens Hotel Babette fremgik. Hotels.com oplyste at hotellet var udsolgt, hvilket det ikke var.

Ændringen skete efter at Guldsmeden Hotels og Horesta i TV-Avisen mandag rettede stærk kritik mod hotels.com’s ulovlige markedsføring.

Siden februar har hotellet figureret på hotels.com, selv om bookingsiden aldrig har indgået aftale med hotellet. I flere tilfælde har hotels.com oplyst, at alle værelser på hotellet var booket, selv om det ikke var tilfældet.

I TV-Avisen udtalte Horesta, at hotels.com’s praksis er ulovlig. Adm. direktør i Horesta, Katia K. Østergaard, tilføjer, at hotels.com har rettet ind. Horesta opfordrer sine medlemmer til at henvende sig til Horesta, hvis de bliver udsat for tilsvarende svindel.