Gadeliv på the Royal Mile i Edinburgh. Pressefoto fra Visit Scotland.

Hovedstad har 72 turistsouvenirbutikker på 1,5 km

Turisme er big business i Edinburgh – på den kendte strækning ”The Royal Mile” har den skotske hovedstad mindst 72 souvenirbutikker. Masseturismen ødelægger bybilledet, siger de lokale.

The Royal Mile er tilnavnet for fem gader i den centrale del af Edinburghs gamle bykerne mellem det 900 år gamle slot Edinburgh Castle og Holyrood Palace.

Området besøges af mange af de omkring fem million turister, der årligt kommer til den skotske hovedstad. Her giver turismen beskæftigelse, navnlig i højsæsonen, til omkring 41.000, hver syvende arbejdsplads i byen, skriver BBC.

Men selv om turismen giver mange arbejdspladser, så fylder turisterne også meget i bybilledet, siger flere lokale til BBC og klager over overturismen.

BBC Scotland News tog forleden en gåtur på Royal Mile, hvor man talte 72 butikker der sælger alskens turismesouvenirs fra kilte til køleskabsmagneter. Så mange butikker med et nogenlunde ens udbud af varer, er symptomatisk for udfordringer omkring masseturisme – og hovedparten af de 72 butikker af tre primære aktører, noteres det.

Forretningsudbuddet på The Royal Mile omfatter også 42 cafeer eller restauranter, 13 barer, otte juvelerbutikker og tre som tilbyder skotske kilte.

Før var der brugbare butikker
”Jeg er ikke imod turisme, men jeg synes bare, at det er blevet for meget af det gode,” siger en lokal, der bor i området omkring Royal Mile.

En anden beboer siger til BBC, at området tidligere havde ”brugbare butikker” som købmænd, slagtere, frisører og for eksempel en lægepraksis; klinikken er væk, i lokalerne er der i dag en whisky shop.

Og borgerne flytter væk fra området. Den lokale skole, Royal Mile Primary School, havde for 20 år siden 165 elever, nu er der 118.

En del af butikkerne på Royal Mile ejes faktisk i bystyret, City of Edinburgh Council, der har udlejet 35 butikker på Royal Mile, mange til souvenirbutikker.

Andre officielle tal viser, at i Storbritannien overgås Edinburgh kun af London når det gælder om at tiltrække turister – lidt over hovedparten af Edinburghs’ fem millioner årlige turister kommer fra andre dele af Storbritannien (England, Skotland og Wales)

Fordobling i antal hoteller
Men der kommer stadig flere udenlandske turister – Edinburgh havde sidste år én million flere udenlandske turister end i 2019, året før pandemien.

De overnattende turister bor blandt andet på hoteller, dem er der nu officielt 181 af i hele Edinburgh – det er mere end en fordobling i forhold til for 20 år siden.

Også Airbnb er på vej frem. Mens der i 2014 var 1.900 Airbnb-boliger til leje i Edinburgh, er tallet nu over 6.000, anslår hjemmesiden Inside Airbnb; der opdeler udlejning i hele hjem og enkeltværelser.

Ny lovgivning kræver licens til korttidsudlejning af privatboliger, hvilket har begrænset antallet af Airbnb-udlejninger, skriver BBC. Ifølge tal fra City of Edinburgh Council er der kun 2.500 licenser udstedt til at udleje boliger eller enkeltværelser.

 

Relaterede artikler:

Det bliver dyrere at overnatte i Skotlands hovedstad

Rejsebureauforening: Nyt britisk indrejsekrav påvirker rejsebureauer

World Travel & Tourism Council opfordrer til smartere turismestyring