Hvor er The Capital of Scandinavia?

Ejvind Olesen

Ejvind Olesen

WEKENDKLUMME: Svaret er enkelt. Der er ikke nogen. Selv om Arlanda og Stockholm har udnævnt sig selv for flere år siden. Nu bliver det selvopfundne varemærke igen brugt for at øge den internationale flytrafik til Sverige.

Af Ejvind Olesen      

Det er en ærlig sag, at svenskerne har dannet et projekt Connect Sweden med det formål at gøre Arlanda Lufthavn til Skandinaviens førende og blandt meget andet arbejde for flere direkte interkontinentale ruter.

Ingen tvivl om, at The Capital of Scandinavia (ikke af Sverige) vil blive brugt flittigt. Men hverken Danmark eller Norge er længere en del af Sverige. Det er nu over et hundrede år siden Norge blev selvstændig. Altså er der ingen hovedstad i Skandinavien, men hele tre nemlig Stockholm, København og Oslo.

Det svenske projekt er yderligere interessant, fordi formanden er Jacob Wallenberg, som er næstformand i SAS efter formanden, danske Fritz Schur.

Med i gruppen er Swedavia, der ejer en lang række af de svenske lufthavne. Man er vældig glad for at have fået Wallenberg som formand. Det giver direkte kontakt til SAS, men mange andre selskaber vil blive opfordret til at vende blikket mod Sverige – naturligvis på bekostning af Danmark og Norge.

Det har lige siden fremsynede mænd langt om længe blev enige om skabe et fælles skandinavisk flyselskab, SAS, været et spørgsmål om fordelingen af trafikken. Sverige er størst på alle måder, Danmark har København med den rigtige geografiske beliggenhed, mens Norge med Oslo er den mest velhavende for tiden og sælger flest billetter til SAS.

Flere direkte ruter fra Stockholm. Hvad skal vi med Kastrup? Sådan har det lydt i svenske erhvervskredse i mange år, men efterhånden som Københavns Lufthavn er blevet en af Europas mest spændende at gøre ophold i, er kritikken løjet lidt af. Samtidig har SAS rent faktisk fået betydeligt flere direkte ruter ud af svenske og norske byer.

Tilbage er ca. en mio. indbyggere i Sydsverige, som i dag takket være togforbindelse og Øresundsbro føler, de hører til København med masser af forbindelser og flere oversøiske ruter end nogen anden skandinavisk lufthavn.

Derfor bliver det igen – som så ofte før – et spørgsmål om interkontinentale direkte ruter fra København eller Arlanda. Og København kæmper jo også for samme sag, mindst ligeså aggressivt som ”The Capital of Scandinavia”.

Det virker en smule forvirrende for amerikanerne, som altid har troet, at København er en by i Sverige, men faktisk også at København er hovedstaden i Skandinavien. Sådan går det, når man ikke følger alt for godt med i geografitimerne.

Fritz Schur og Jacob Wallenberg har ført SAS gennem den største krise nogensinde. Kunne de mon ikke lige tage en snak om, at der ikke føres eksterne kampe for deres fælles firma. Måske kunne de rafle om, hvem der skal være hovedstaden i Skandinavien.

God weekend