Hvorfor skal flyselskaberne være en kampplads?

Kineserne på øen Taiwan elsker kun få familiemedlemmer med rødder tilbage til Fastlandskina. Og der er fortsat et spændingsfelt, selv om det er blevet bedre, men hvorfor skal flyselskaberne nu drages med ind i konflikten?

I alt 32 flyselskaber i blandt andet USA og Europa vil meget gerne være fritaget for at blive en del af konflikten mellem Taiwan og hovedlandet Kina. Der har ligesom allerede været blæst nok, og som Washington Post forleden kunne meddele, har Civil Aviation Administration of China sendt et brev til 32 flyselskaber – vi ved ikke hvilke – og gjort opmærksom på at Taiwan og Hong Kong nu er en del af Kina. Det skal i fremtiden kunne ses af selskabernes hjemmesider og fartplaner. Det er der sprængstof i.

Hvis ikke hjemmesiderne ændres, sådan at det i fremtiden bliver Taiwan China og Hong Kong China vil det få alvorlige konsekvenser. Her er der frit spil for fantasien, som med stor sandsynlighed betyder stop for rettigheder til at flyve fra det pågældende land til populære kinesiske destinationer som Bejing og Shanghai. Til skade for både flytrafik og turismen.

Pure afvisning fra USA
Svaret er tilsyneladende tavshed. Ifølge Washington Post skal de 32 flyselskaber rette ind inden udgangen af maj. Det klarer de fleste tilsyneladende stille og roligt.

Kun de amerikanske selskaber som American og Delta ser ud til at være fløjtende ligeglade. ”Kineserne skal ikke blande sig i, hvad vore flyselskaber skriver på deres hjemmesider,” hedder det officielt fra USA`s udenrigsministerium.

Lukker Kina for flytrafik til USA, gør USA gengæld til Kina. Så står det 1-1.

Finnair og Lufthansa følger trop
Ingen af flyselskaberne havde i går lyst til at kommentere. Heller ikke SAS, som blot oplyste, at man følger oplysninger om destinationer til de lande man flyver til. Nu er sagen bare, at SAS ikke flyver til Taipei, men alligevel skriver Taipei, China, som myndighederne på Taiwan i hvert fald ikke ønsker.

Noget tyder på, at der er dikteret lav profil i SAS, hvilket er fornuftigt. Cathay Pacifics nye rute fra København til Hong Kong har intet ekstra vedhæng om Kina, mens der på BA`s hjemmeside står Taiwan China.

Finnair med rigtig mange ruter til Kina skriver på sin hjemmeside Hong Kong, China, mens Lufthansa skriver Taipei, China.

Det er muligt de ikke gjorde det for bare to uger siden, men de har rettet ind. Hvorfor flyselskaberne skal føre kampen, er der heller ikke noget svar på, men forlydender ville i går vide, at flere store danske eksportvirksomheder også har fået samme opfordring.

Taiwans eget flyselskab China Airlines anfører, at man flyver fra Taiwan International Airport til Hong Kong (ikke et ord om Kina bortset fra selskabets navn), og ellers intet. China Airlines er medlem af Skyteam sammen med blandt andet British Airways, og Air China er medlem af Star Alliance, blandt andet sammen med SAS, Thai  og Lufthansa.

Mini-New York
Efter den kinesiske borgerkrig i 1949 svømmede næsten 20 millioner kinesere væk fra det kommunistiske Kina over det Sydkinesiske hav til det daværende Formosa. Siden har de ikke set sig tilbage, men er dog så meget på bølgelængde, at de i dag har et økonomisk samarbejde med Kina.

At gå i hovedstaden Taipei er næsten som en slags mini-New York med alt fra burgerbarer, amerikanske biler og skyskrabere. Nære relationer med USA fornægter sig ikke. Men det gør heller ikke den kinesiske kultur og de mange kunstskatte, som i dag kan ses i det fantastiske kulturmuseum med kunst for mange millioner dollars, som de bragte med sig over havet.

Om det er Kina, der har startet konflikten med flyselskaberne, eller det er Taiwan, der har pustet til ilden vides ikke. I de mange år siden 1949 har der været langt større kriser.

Skal vi gætte på, at hele denne sag dør i stilhed. Det ville den også have bedst af.