LUFTFART: International Airlines Group (IAG), der bl.a. omfatter British Airways og spanske Iberia, har planer om et lavpriskoncept med flyvninger fra Barcelona til bl.a. Asien samt Nord- og Sydamerika.
Flyvningerne bliver fra Barcelonas hovedlufthavn, El Prat, og holder planen, starter de til juni.
I en meddelelse til ATWonline, skriver IAG, moderselskab for irske Aer Lingus, British Airways samt de spanske selskaber Iberia og Vueling, at det endnu ikke er besluttet, om IAG vil skabe et nyt lavprisflyselskab til langruterne, eller om flyvningerne skal ske med IAGs nuværende flyselskaber. Vueling er største flyselskab i El Prat-lufthavnen.
”Vi mener der er et marked for vores nye koncept. Fordi El Prat er Vuelings største base, kan Vueling føde passagerer ind til langruterne ud af Barcelona,” hedder det fra IAG.
Blandt de mulige kommende destinationer er Buenos Aires, Santiago de Chile og Havana samt Los Angeles, San Francisco og Tokyo.
Opretter IAG en lavprisenhed til langruter, følger IAG efter Air France KLM, der sidste år meddelte, at man vil oprette en lavpris-operation for at imødegå den stigende konkurrence fra Gulf-selskaber som Emirates, Etihad og Qatar Airways. Lufthansa Gruppens Eurowings har allerede langruter med Airbus A330 til Asien, Caribien og USA.