Iberia atter mest præcis i november

LUFTFART: Blandt Europas store ruteflyselskaber med over 10.000 flyvninger i november var Iberia igen mest rettidig, foran KLM og Easyjet, viser seneste opgørelse fra Flightstats.com – Norwegian blev bundskraber.

Amerikanske Flightstats.com indsamler dagligt punktlighed på ca. 90.000 flyvninger med ruteselskaber verden over – det svarer ifølge selskabet til over 90 pct. af alle ruteflyvninger.

Opgørelserne baseres på information fra flyselskaber, lufthavne og reservationssystemer. For at et flyselskab kan komme med i opgørelsen kræves blandt meget andet, at Flightstats har adgang til omkring 90 pct. af alle dets ankomsttider. Ryanair, Europas største flyselskab, oplyser ikke disse til Flightstats – men udsender sine egne, ukontrollerbare, ankomsttal.

Præcisionstallene afhænger af, hvornår flyet er ved gaten i ankomstlufthavnen. Er det ikke fremme 15 minutter efter tidstabellen, regnes det som forsinket.

Det spanske Oneworld-medlem Iberia landede ligesom i oktober igen på førstepladsen som Europas mest præcise ruteflyselskab med en rettidighed på 90,46 pct. for 15.128 flyvninger. Herefter fulgte KLM og, som noget nyt blandt de tre bedste, Easyjet.

Flightstats opdeler flyselskaber i Major Airlines og Regional Airlines, bl.a. baseret på ruter til andre kontinenter – hvilket regionalselskaber af indlysende grunde ikke har mange af.

Tre af Europas 27 regionale flyselskaber hos Flightstats havde i november over 10.000 flyvninger, engelske Flybe 13.370, Lufthansa CityLine 10.353 og norske Widerøe, 10.809.

Flere nationale flyselskaber har så få – eller ingen – interkontinentale flyvninger, at de ifølge Flightstats kategoriseres som regionale selskaber – f.eks. lettiske AirBaltic, Luxair fra Luxembourg og tjekkiske CSA.

Europas mest præcise store flyselskaber med over 10.000 månedlige flyvninger var ifølge Flightstats sidste måned:

Iberia med rettidighed på 90,46 pct. for 15.128 flyvninger i november.

KLM: 89,58 pct. – 18.361

Easyjet: 86,26 pct. – 33.298

Lufthansa: 86,11 pct. – 44.465

Air France: 85,38 pct. – 26.367

Air Berlin: 84,52 pct. – 14.285

Swiss: 83,74 pct. – 11.093

British Airways: 81,67 pct. – 29.068

Alitalia: 80,85 pct. – 15.472

Vueling (Spanien): 80,54 pct. – 12.120 flyvninger.

SAS: 80,28 pct. – 39.524

Og Norwegian: 76,08 pct. – 10.508 (hertil var over 5.000 flyvninger med irsk-registrerede Norwegian Air International, NAI, der bl.a. står for langruteflyvninger)

Flightstats havde i november i år 26 ruteflyselskaber i sin europæiske opgørelse over Major Airlines. Den gennemsnitlige punktlighed for de 26 med 321.340 flyvninger var 83,23 pct. Der var 60.000 færre flyvninger blandt selskaberne i forhold til oktober.