Iberia, Finnair og SAS topper i præcision

LUFTFART: Trioen var i september mest rettidig blandt Europas store ruteselskaber med over 10.000 flyvninger.

Den månedlige opgørelse fra amerikanske Flightstats.com over verdens ruteflyselskabers præcision sidste måned viser, at spanske Iberia igen var bedst i Europa blandt selskaber med over 10.000 månedlige flyvninger.

Flightstats.com indsamler daglig punktlighed på ca. 90.000 flyvninger med ruteselskaber verden over – det svarer ifølge selskabet til over 90 pct. af alle ruteflyvninger.

Opgørelserne baseres på information fra flyselskaberne, lufthavne og reservationssystemer. For at et flyselskab kan komme med i opgørelsen kræves blandt meget andet, at Flightstats har adgang til mindst 70 pct. af alle dets ankomsttider.

Ryanair ikke med

Ryanair, Europas største flyselskab, oplyser ikke tallene til Flightstats – men udsender egne, ukontrollerbare præcisionstal.

Præcisionstallene afhænger af, hvornår flyet er ved gate i ankomstlufthavnen. Er det ikke fremme 15 minutter efter tidstabellen, regnes det som forsinket.

I september i år havde 14 af de 28 Major Airlines i Europa over 10.000 flyvninger. Reelt har flere selskaber flere flyvninger udført af datterselskaber, f.eks. har Lufthansa såvel Eurowings og Lufthansa CityLine, Air France KLM-gruppen har bl.a. Hop, KLM Cityhopper og Transavia France, mens Alitalia har Alitalia CityLiner og Iberia har Iberia Express, der i øvrigt flyver selskabets rute fra Madrid til København.

Datterselskaberne optræder hos Flightstats i en opgørelsen over regionale europæiske flyselskaber.

Norwegian optræder to steder hos Flightstats, som Norwegian Air Shuttle, der primært flyver i Europa, mens Norwegian Air International primært står for selskabets langruter. Det er Norwegian Air Shuttle, der optræder på listen herunder.

For få langruter

Flere nationale flyselskaber har så få – eller ingen – interkontinentale flyvninger, at Flightstats kategoriserer dem som regionale selskaber – f.eks. lettiske AirBaltic, Croatia Airlines, Luxair fra Luxembourg og tjekkiske CSA.

Blandt Major Airlines-selskaberne i Europa sidste måned med over 10.000 flyvninger kom disse:

Iberia med rettidighed på 87,38 pct. for 16.862 flyvninger i september.

Finnair: 86,73 pct. – 10.224

SAS: 83,82 pct. – 27.278

Austrian: 81,02 pct. – 12.209

Norwegian: 80,76 pct. – 10.827

Swiss: 75,75 pct. – 12.227

Air France: 75,54 pct. – 28.650

British Airways: 75,23 pct. – 31.566

Alitalia: 74,81 pct. – 17.401

Vueling (Spanien): 73,68 pct. – 18.956

Lufthansa: 71,32 pct. – 45.127

KLM: 71,21 pct. – 22.141

Easyjet: 68,53 pct. – 49.024

TAP Portugal: 64,36 pct. rettighed for sine 11.347 flyvninger i september.

Flightstats havde i september 28 ruteflyselskaber i sin opgørelse over Major Airlines i Europa. Den gennemsnitlige punktlighed for de 28 med 396.855 flyvninger var 74,74 pct.