Fra Icelandairs USA-sammenkomst ses fra venstre Mille Toft Sørensen, Icelandair, Julius Rensch og Nicolai Sørup Jessen, begge fra USA Tours, Phedra Maren Thompson fra Icelandair og Maria Grønvold, også fra USA Tours. PR-foto.

Icelandair inviterede danske rejsebureauer i biffen

Flyselskabet havde forleden indbudt danske rejsebureauer med speciale i USA til at se to IMAX-film. Ved sammenkomsten blev det oplyst, at Icelandair gør Orlando i Florida til helårsdestination.

Icelandair er store på Nordamerika, alene i USA betjener flyselskabet 14 lufthavne, de fleste hele året: Baltimore, Boston, Chicago, Detroit, New York (både JFK og Newark), Raleigh–Durham i North Carolina, Seattle og selve forbundshovedstaden Washington DC. Hertil kommer sæsonruterne til Denver, Minneapolis, Orlando, Pittsburgh i Pennsylvania og Portland i Oregon.

Men fra næste år bliver Orlando, Icelandairs eneste destination i Florida, helårlig. Det oplyste Phedra Maren Thompson, salgschef for flyselskabet i blandt andet Danmark, da hun forleden var vært ved sammenkomst i biograferne i shopping centret Fisketorvet i København.  Medarrangører var Brand USA, der i udlandet promoverer rejser til USA, samt den danske Discover America-komite.

Til sammenkomsten havde næsten 50 rejsebureauagenter fra 22 rejsebureauer, der blandt andet sælger netop USA, taget imod indbydelsen til at se to IMAX-naturfilm om USA.

I øvrigt har Icelandair flere langrutefly på vej til flåden, så der formentlig kan øges yderligere på for eksempel Canada og USA. Til november får flyselskabet, der ellers altid har fløjet med Boeing-fly, således leveret den første af syv langtrækkende Airbus A321LR.

To store IMAX-film om USA
De to IMAX-film, de indbudte gæster til særarrangementet skulle se, var ”Into America’s Wild” – indtalt af Morgan Freeman og med optagelser fra blandt andet nationalparker i Alaska (en tidligere Icelandair-destination), Arizona, Californien, Colorado, Florida, Georgia, Maine, New Mexico, Oregon og Utah.

Den anden IMAX-film om USA’s storslåede natur var ”National Parks Adventure,” indtalt af Robert Redford.

Denne film byder på optagelser fra blandt andet nationalparker som Arches National Park (Utah), Everglades NP (Florida), Glacier NP (Montana), Redwood NP (Californien), Yellowstone NP (primært i Wyoming) og Yosemite NP (Californien)

 

Relaterede artikler:

En af de største måneder nogensinde hos Icelandair

Kun 109 flere danskere rejste til USA

Dyr fejl: Bedstemor glemte indrejsetilladelse til USA