Indiske Ola er klar til at overtage Uber-kunder i London. (Foto: Ola | PR)

Indiske Ola vil tage over efter Uber i London

Uber mistede i denne uge sin licens til operationer i den britiske hovedstad, og et indisk selskab vil søge at kapre de 3,5 millioner Uber-kunder i London.

Tidligere på ugen besluttede Transport for London (TfL), at Uber ikke vil få forlænget sin tilladelse til at operere i London, der er et af virksomhedens vigtigste markeder.

Allerede tilbage i 2017 fik Uber frataget sin tilladelse, men sidenhen er det lykkedes to gange at få den midlertidigt forlænget, og i mandags var det endegyldigt slut. Uber har dog mulighed for at forsætte i op til 21 dage efter afgørelsen, mens en appel over afgørelsen behandles.

Årsagen til, at Uber ikke længere kan tilbyde kørsel i London, hænger sammen med, at selskabet ikke har sikret, at den fornødne sikkerhed var til stede. Således er det ifølge TfL i op til 14.000 tilfælde sket, at uautoriserede chauffører har gennemført ture, selvom de ikke har været registreret eller forsikret.

Det er sket, fordi selskabets tekniske platform har åbnet mulighed for at kunne snyde med fotos og navne.

Indisk operatør står klar
Med udsigten til, at Uber er ude af markedet i London, kommer der på kort sigt til at mangle transportmuligheder for de mange rejsende, der vælger det billigere og mere fleksible alternativ til de sorte taxaer. Der er nemlig alene i London omkring 45.000 chauffører tilknyttet Uber´s tjenester samt 3,5 millioner registrerede kunder.

Globalt konkurrerer Uber med amerikanske Lyft, Singapore-baserede Grab og kinesiske Didi Chuxing, men det bliver sandsynligvis indiske Ola, der kommer til at samle en del af forretningen op efter Uber.

Det indiske selskab er begyndt at lave aftaler med chauffører forud for en snarlige lancering i den britiske hovedstad.

“Vi har opfordret i titusindvis af private chauffører i London-området til at registrere sig selv på Ola-platformen, da vi forbereder en lancering i byen i løbet af de kommende uger,” skriver Simon Smith, international direktør for Ola, i en pressemeddelelse.

I Storbritannien siden 2018
Ola er ikke ukendt i det britiske marked. Sidste år startede selskabet operationer i det sydlige Wales og har et optageområde på syv millioner mennesker i 27 distrikter i Storbritannien, hvor der er tilladelse til at køre. Der betjenes i dag kunder i Birmingham, Liverpool, Exeter, Reading, Bristol, Bath, Coventry og Warwick

Ola har tilsyneladende ventet på, at Uber ville blive sparket ud af London, hvorfor man først nu for alvor begynder at røre på sig i den britiske hovedstad.

“Vi har haft konstruktive drøftelser med myndigheder, chauffører og lokalsamfund i London gennem de seneste måneder,” lyder det Ola, der også oplyser, at der er bygget en robust platform for London, som fuldt ud lever op til de krav og høje standarder, der bliver stillet fra Tfl.

Uber forlod Danmark i april 2017 på baggrund af en ny taxilovgivning, der ikke var forenelig med selskabets koncept. I Danmark havde Uber i løbet af kort tid fået 300.000 personer til at bruge appen i og omkring København, og omkring 2.000 chauffører var tilknyttet.

 

Relaterede artikler:

Uber klar med helikopterservice i New York