Ingen fyringer efter politianmeldelse

sur smileySURE SMILEYS: ”Der er ikke meget at bortforklare. Vi har haft en alvorlig snak med forpagteren,” siger direktøren for Scandinavia-hotellet i København, der sidste måned fik politianmeldelse og bøde til to af restauranterne.

Fødevarestyrelsen politianmeldte Restaurant Kyoto på Radisson Blu Scandinavia efter kontrolbesøg. To af hotellets fire restauranter fik sur smiley og bøde på 15.000 kr.

Restauranten, der er blevet meldt til politiet, var Radissons japanske restaurant. Her fandt Fødevarestyrelsen et snavset køkken med skimmelsvamp, og da styrelsen tidligere havde indskærpet dette overfor restauranten, blev den anmeldt til politiet.

I kontrolrapporten fra besøget står bl.a.: “Virksomheden fremstår snavset. I kroge og langs kanter på gulv i kølerum og i produktionslokale er der snavs og fedt, ventilationsrist i kølerum har skimmel og der er snavset under og langs bordkanter.”

Restaurant Kyoto er bortforpagtet, mens Radisson-hotellets restaurant, Mamas & Papas, drives af hotellet. Mamas & Papas fik bøde på 15.000 kr. Her målte Fødevarestyrelsen temperaturen i restaurantens kølemøbel til 5,4 grader, selvom den ikke må overskride to grader. Fødevarestyrelsen havde indskærpet dette under kontrolbesøg i oktober sidste år.

”Jamen, der er ikke meget at bortforklare. Vi har efter Fødevarestyrelsen seneste rapport haft alvorlig snak med Restaurant Kyoto, der har lovet bod og bedring. Vi har indskærpet, at hvis dette gentager sig, må vi overveje, om de stadig skal forpagte restauranten, som virkelig laver lækker japansk mad,” siger Scandinavias hoteldirektør, Roy Kappenberger, til standby.dk

Han tilføjer, at Mamas & Papas-restauranten har fået nye køleskabe – og at kontrolrapporterne ikke giver grund til fyringer blandt de ansvarlige.

Roy Kappenberger er også direktør for Royal-hotellet i København – det havde sidste år en belægning på ca. 75 pct. og fik hævet sin gennemsnitlige værelsespris med ca. 80 kr. i døgnet.